Brian Wilson har skrevet, arrangeret og komponeret alle de hits vi kender med The Beach Boys.

Men når stranddrengene giver koncert i Roskilde torsdag på Brian Wilsons 77 års fødselsdag er det en anden bandveteran, der svinger taktstokken.

For Wilson er et forpint geni, der ikke længere har ret til at optræde med det band han skabte, fortæller den første danske biografi, som udkom i fredags.

Excentrisk: Brian Wilson fik en truck til at læsse otte tons sand af i spisestuen, hvor hans store flygel stod, så han fik følelsen af, at han sad på en strandbred og komponerede. I fredags udkom den første danske biografi om en af rockens helt store ikoner. Idag torsdag den 20. juni giver Beach Boys koncert i Roskilde. På Brian Wilsons 77 års fødselsdag.

76-årige Brian Wilson har i mange år haft sin egen solokarriere, men det hele startede i Californien for 50 år siden, da han i spidsen for boybandet The Beach Boys debuterede med singlen ‘Surfin’. Drengenes karakteristiske surfmusik fik hurtigt enorm succes både i og uden for USA, hvor fans – særligt i 1960’erne – skrålede med på hits som ‘Surfin’ U.S.A.’, ‘Good Vibrations’, ‘I Get Around’ og ‘California Girls’.

Brian Wilson, der har komponeret det meste af The Beach Boys’ musik, har altid haft et helt unikt øre for at sammensætte alle lag i musikken – stemmerne, instrumenterne og de tekniske finesser. Da han blev træt af surferetiketten, skruede han ambitionerne i vejret, og hans særlige talent kulminerede i legendariske albums som Pet Sounds fra 1966 og det meget længe ventede Brian Wilson Presents Smile (2004). Især førstnævnte har Paul McCartney kaldt den primære inspirationskilde til Beatles-albummet Sgt. Peppers Lonely Heart Club Band.

I det hele taget var Beach Boys længe ligeværdige rivaler og inspiration for The Beatles.

I bogen dykker Karsten Jørgensen helt ned i musikken og læser den som en slags landkort over de mange op- og nedture, der har præget Brian Wilsons liv.

De utallige triumfer til trods er rockmusikerens personlige historie fuld af tragedier – fra en traumatisk barndom, store psykiske problemer, stofmisbrug, ekstrem overvægt, indædte kampe med omgivelserne og årene, hvor han som et viljeløst væsen var underlagt psykiateren Eugene Landys regime til det endelige brud med The Beach Boys.

I dag er retten til at optræde som The Beach Boys gået til fætteren Mike Love, som var med til at stifte bandet sammen med Brian og hans to brødre.

Når Brian Wilson trods lange perioder med inaktivitet og mindre betydningsfulde musikprojekter stadig er et fyrtårn i populærmusikken, er det, som bogen tydeligt illustrerer, i høj grad fordi myten om ham er så stærk.

»Brian Wilson og The Beach Boys – historien om et forpint geni« er skrevet af Karsten Jørgensen, en af Danmarks bedste rockskribenter, hvis forfatterskab blandt andet tæller et dusin musikbiografier.