Barselona udgav tilbage i januar deres første track ovenpå 2,5 års udgivelsespause. Tracket med titlen ’Lyden Af Livet’ blev taget rigtig godt imod, og med singlen åbnede Barselona op for deres nyeste album ’Væbnet Hjerte’ og det lydunivers, som de har udviklet og forfinet i studiet i løbet af de seneste år. ”Barselona er genfødt som full-blown popkunst på første album i tre år” sådan lyder ordene fra Soundvenue, som blandt andre har givet albummet hele 5 stjerner.

Albummet er skrevet sammen med forskellige folk der har presset Rud og Rasmus til at prøve nye ting af, hvor der er skruet helt op for virkemidlerne, og ikke sparet på noget.
Rud udtaler ”Generelt er vi gået mere til grænsen med de nye sange. Altså, hvis vi for eksempel har skrevet noget, der er vildt poppet, så har vi prøvet at tro på, at det rent faktisk kan stå sådan. Og lige sådan hvis det er rocket, så har vi også gjort det fuldt ud. Det giver ligesom sangene en mere muskuløs lyd”.

I forbindelse med albummet skal bandet på en omfattende Danmarks turné, hvor bandet besøger 17 byer med deres altid energiske, intense og indbydende live show, hvor Gimle er klar til at byde dem velkommen til Roskilde d. 13. oktober.

Bag Barselona gemmer der sig Rud Aslak og Rasmus Theodor. Barselona bliver dannet tilbage i 2016 hvor de udgav tre mixtapes på deres Soundcloud. I 2017 udgav de deres debut EP ’Drengepop’ – siden har bandet udgivet yderligere en EP og tre albums. Et lille halvt år efter udgivelsen af albummet ’1 Dag Er Vi 1 Minde’ fra 2020, prøvede de helt nye kræfter af, da de slog pjalterne sammen med Artigeardit og lavede tracket ’Stå Op Gå Ned’, der blev P3’s Uundgåelige og toppede de danske streaming hitlister.

PRAKTISK INFORMATION
TID: Fredag d. 13. oktober 2023 kl. 21.00. Dørene åbnes kl. 20.00.
STED: Tanken, Gimle – stående koncert.
PRIS: 260 kr. i forsalg, 285 kr. i døren.
Billetter på www.gimle.dk

Pressefoto