300 spillere fra 23 hold og 7 lande tørner sammen på grønsværen i Roskilde. Der er finalekampe på fredag.

“Jeg ved godt, at der er en mindre turnering senere på året i Qatar, men det her er for rigtige mænd med den fornødne erfaring.
Samtidig er jeg sikker på, at alle arbejdsforhold har været 100% i orden i forberedelserne op til kampene”, siger Roskildes borgmester Tomas Breddam.

Det handler selvfølgelig om det internationale VM for oldboys, som nu afholdes for 4. gang. Samtidig er det første gang, at der afholdes World Cup 75+, som er for de rigtig modne spillere. 

Kriteriet for at være med i VM for oldboys er ellers en alder på 70 år. Sidste VM blev afholdt i 2019 i Osaka – nu er turen kommet til Roskilde.

Turneringens slogan er “Football is fantastic and knows no Age”. Den ældste spiller i turneringen er David Armitage fra Santa Clara, Californien, på 84 år.

Første kampdag er onsdag den 24/8 og semifinaler og finaler spilles fredag fra kl. 10 på Roskilde Stadion, Rådmandshaven 16. Der er gratis adgang. 

Kilde. 

Foto ABW