Byrådet har besluttet at godkende den aftale, der gør det muligt for borgergruppen i Vindinge at opføre byens nye og mere tidsvarende købmandsbutik.

I Vindinge er det nu lykkes byens købmand og en gruppe engagerede borgere at lande en aftale, der gør det muligt at bygge en større og mere moderne købmandsbutik på en ny grund – blot et stenkast fra den nuværende butik.

– Det har været en lang proces, som nu er gået ind i den absolutte slutfase. Det har været intet mindre end imponerede at se, hvordan borgerne og borgergruppen i Vindinge er gået sammen for at sikre deres lokale købmand, det vidner om et stærkt fællesskab, som man kun kan beundre, siger borgmester Tomas Breddam.

Borgergruppen er ligeledes glade for, at en ny købmandsbutik nu kan blive en realitet.

– Det her projekt havde på ingen måde været muligt uden den kæmpe opbakning, som vi har fået af borgerne i Vindinge, der sikrede det økonomiske fundament gennem anparter. Vi har sammen kæmpet for, at vi kunne beholde vores lokale købmand, som vi er mange i Vindinge, der holder meget af, understreger repræsentant for borgergruppen Jesper Sahl Hvass.

Aftalen indebærer et arealbytte, hvor kommunen køber den grund, hvor Købmanden i Vindinge har sin nuværende købmandsbutik på Tingvej 14, og købmanden køber Trekantsgrunden på Tunevej 10 af kommunen med henblik på videresalg til borgergruppen i Vindinge.

Efter lokalplanens endelige vedtagelse forventer borgergruppen at søge om byggetilladelse til opførsel af den nye købmandsbutik.

Foto: ABW