Den lille vinbar Djalmas Vinbodega i Djalma Lunds Gaard har efter genåbningen oplevet en øget efterspørgsel efter vinoplevelser, og nu har ”kældermester” og indehaver Thomas Gjørup taget konsekvensen og startet en lille vinklub.

”Vi har startet Djalmas Vinvenner, fordi vin handler om at hygge sig sammen med ligesindede. Halvdelen af glæden ved at nyde et godt glas vin er at dele oplevelsen med andre. Der er ikke meget ved at nyde en enkeltmarksvin, en gemt skat fra kælderen eller et nyfundet vinhus, der holder max, hvis du ikke kan dele den med nogen. Det er jo det smukke ved vin,” forklarer Thomas Gjørup, kældermester og indehaver af Djalmas Vinbodega.

Idéen kom, fordi flere gæster – særligt efter genåbningen – spurgte nysgerrigt ind til, om det var muligt at komme til smagninger sammen med andre vininteresserede.

”Jeg tror, vi er mange, der har savnet godt selskab med ligesindede i det sidste års tid. Der har simpelthen været for langt imellem oplevelserne. Nu kan vi heldigvis mødes lidt flere ad gangen og også med folk uden for ’boblen’. Nogle trænger måske også til at komme væk hjemmefra og få lidt inspiration fra andre,” siger Thomas Gjørup, der udover at servere vine fra de bedste egne af verden, også serverer økologiske hyggeretter baseret på råvarer fra Roskilde og omegn på Djalmas Vinbodega.

Medbring din egen flaske
Djalmas Vinvenner er en vinklub for vininteresserede, der gerne vil mødes med ligesindede og tale om vin og mad. Tanken er, at man her kan få ny vininspiration fra de andre gæster, der tager deres bud på en interessant flaske med. Men der er også allerede planlagt smagninger med vinimportører og vinkyndige, der vil sætte fokus på spændende områder og stilarter.

”Vi starter ud med at mødes hver anden onsdag i juni og juli. Den første dato er onsdag 2. juni kl. 18, og derefter vil vi løbende dele begivenheder og hvilke smagninger, der kommer på programmet, i Vinvennernes Facebook-gruppe, ligesom vi også åbner op for tilmelding på vores hjemmeside, ” forklarer Thomas, der selv har en spændende og lidt utraditionel flaske klar til den første smagning.

Begrænsede pladser
I juni og juli er møderne begrænset til 10 personer. Hvert medlem medbringer deres egen flaske vin, som de har lyst til at dele med de andre. Programmet er så ganske enkelt, at deltagerne taler om de vine, som man hver især har medbragt, og hvorfor det lige netop er den vin, man gerne vil dele med andre.

De uformelle onsdage med Djalmas Vinvenner koster kr. 100,- at deltage i, og Djalmas Vinbodega sørger så for glas, vand, lokale specialiteter fra Roskilde om Omegn som pølser, skinke, oste og Djalmas hjemmelavede tapenade, aioli samt grillet surdejsbrød.

”I takt med, at antallet af vinvenner vokser, håber vi, at der er nogle medlemmer, som gerne vil dele ud af deres viden og erfaringer og være ”vært” ved et af møderne hos Djalmas Vinbodega. Aftenens ”vært” bestemmer så mødets tema, det kan være druer, land, område eller andet. Medlemmerne medbringer så en vin, der passer til lige netop dette tema, ” forklarer Thomas, der er ii fuld gang med at planlægge vinsmagninger afholdt af vinimportører, sommelier og andre vinkyndige op til de lange aftener i efteråret.

Sådan kommer du med i klubben
Man kan blive medlem af klubben ved at tilmelde sig Djalmas Vinvenner på Facebook (eller kontakte Djalmas Vinbodega, hvis man ikke er på Facebook): https://www.facebook.com/groups/2812375779092632/

Pressefoto