Hvad betyder kulturen i en tid med klimaforandringer? Hvordan kan man finansiere grøn omstilling gennem investeringer i nye virksomheder og små selskaber? Og hvordan er mødet mellem queer asylansøgere og asylsystemet? Det er spørgsmål, som tre ph.d.-studerende fra Roskilde Universitet skal forske i på internationale studieophold.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har uddelt EliteForsk-rejsestipendier, så talentfulde ph.d.-studerende kan få længerevarende studieophold ved de bedste forskningsmiljøer i verden.

Tre af modtagerne er fra Roskilde Universitet: Anne-Sophie Bogetoft Mortensen fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab og Franziska Cooiman og Marie Lunau Dejgaard – begge fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.

Klimakrise og kolonihistorie i caribisk litteratur

Anne-Sophie Bogetoft Mortensen er ph.d.-studerende i litteraturvidenskab og kulturstudier, og med sit projekt tager hun fat i litteraturens betydning i en tid med klimaforandringer. Hendes forskning tager udgangspunkt i caribisk litteratur, og igennem læsninger af både ældre og nutidige værker undersøger hun sammenhængen mellem kolonihistorie og klimakrise i regionen fra et litterært udgangspunkt.

“Stipendiet giver mig mulighed for at indgå i stærke internationale forskningsmiljøer inden for feltet Environmental Humanities, for eksempel ved University of Los Angeles i USA og Warwick University i England, og dermed udvikle min profil som en tværfaglig litteraturforsker. Environmental Humanities er et felt, der endnu ikke rigtigt har indtaget de danske universiteter, så international sparring og dialog er afgørende for mit arbejde. Det er en stor glæde at modtage midler, der kan muliggøre dette,” siger Anne-Sophie Bogetoft Mortensen.

Finansiering af grøn omstilling

Franziska Cooiman, ph.d.-studerende i politologi og nationaløkonomi, fokuserer på den politiske økonomi ved venturekapital. Venturekapital er penge, som investorer skyder ind i nye virksomheder og små selskaber med langsigtet vækstpotentiale. Med venturekapital dirigerer en relativt lille gruppe formueforvaltere investeringer, særligt inden for den digitale økonomi.

Franziska Cooiman søger svar på, hvordan man kan håndtere finansiering af den grønne omstilling.

“Rejsestipendiet giver mig mulighed for at møde forskere på mit felt, som jeg har set op til i et stykke tid. Denne luksuriøse frihed hjælper mig til at orientere mig i det globale akademiske landskab og udvikle min profil som forsker. Helt konkret planlægger jeg at besøge The Department of Politics på The New School for Social Research i New York og møde forskere inden for områderne global finans, politisk økonomi og samfundsstudier på finansområdet. Her vil jeg kunne præsentere mit arbejde for nye målgrupper,” siger Franziska Cooiman.

Ph.d.-projektet er samfinansieret af Roskilde Universitet og Weizenbaum Institut i Tyskland.

Mødet mellem queer asylansøgere og det danske asylsystem

Marie Lunau Dejgaard er ph.d.-studerende i sociologi, og hendes projekt handler om affektive oplevelser af at søge asyl i Danmark på baggrund af seksuel orientering og/eller kønsidentitet. Med et affektivt udgangspunkt er der fokus på, hvordan følelser optræder i både politiske og videnskabelige felter, og hvad disse følelser har af betydning for eksempelvis en asylproces. For at opnå en mere kompleks forståelse af asylprocessen og de institutionelle forhold undersøger hun både asylansøgeres og sagsbehandleres erfaringer gennem det danske asylsystem. Hun er optaget af at analysere, hvordan det bureaukratiske ideal om, at neutralitet og objektivitet bør holdes adskilt fra følelser, kommer til udtryk gennem asylprocessen.

“Rejsestipendiet giver mig en unik mulighed for at møde og arbejde sammen med inspirerende internationale kønsforskere, hvilket jeg føler mig meget beæret over. Samtidig er modtagelsen af stipendiet med til at anerkende og sætte fokus på queer liv og deres vej gennem asylsystemet. Stipendiet er også med til at bekræfte vigtigheden af, at køns- og migrationsforskning kan bidrage med betydelige perspektiver på trods af den politiske debat og kritik, den har været genstand for,” siger Marie Lunau Dejgaard.

Marie Lunau Dejgaard vil bruge rejsestipendiet til et ophold på London School of Economics and Political Science i England, hvor hun vil blive tilknyttet et forskningsmiljø, der er samlet på Instituttet for Gender Studies.

EliteForsk-rejsestipendierne er på 200.000 kroner til hver af de talentfulde forskere.

Foto: ABW