Torsdag i vinterferien inviterer Roskilde Bibliotek hele familien til videnskabsdag med sjove aktiviteter og besøg fra bl.a. Experimentarium. Sidst på dagen kan de voksne blive klogere på universets udvikling, når en astrofysiker ved DTU Space kommer på besøg.

Børn fra 3.-6. klasse kan være med, når Experimentariet gør os klogere på H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen med et show. Dernæst guider de børnene og deres forældre i to sjove forsøg.

Får I også mange spørgsmål over middagsbordet derhjemme? Er månen lavet af grøn ost, hvorfor kan biler ikke flyve osv. Tag børnene med, når videnskabsjournalist og forfatter Lars Aargaard svarer på børnenes mange spørgsmål. Børnene kan også blive klogere på kroppen, når forfatterne bag børnebogen “Kroppens ABC” gennem sjove aktiviteter fortæller, hvordan kroppen fungerer.

Aktiviteter for alle hele dagen

Hele dagen kan I også lave sjove drop in aktiviteter. Børnene kan prøve kræfter med at lave deres eget solsystem, bygge papirfly (og være med i konkurrencen), teste om de kan blive astronauter eller gå på fakta-skattejagt.

For de mindste børn er der også masser af sjov: klæd dig ud som astronaut, hop fra planet til planet, tegn en planet eller hyg med en af de mange videnskabsbøger, der er fundet frem til dagen.

Derudover kan I få en en to go-pose med hjem med idéer til gode bøger, forsøg og lignende.

Find hele programmet for videnskabsdagen på roskildebib.dk

For de voksne

I de senere år er astronomer, biologer, geologer m.fl. begyndt at arbejde sammen under overskriften “astrobiologi” for at søge efter svaret på om der er liv i det uendelige univers.

Astrofysiker ved DTU Space Michael Linden-Vørnle giver et overblik over universets udvikling “fra big bang til DNA” og præsenterer de seneste resultater fra astrobiologien. Foredraget starter kl 19.15 og koster 25 kroner. Billetter kan købes på roskildebib.dk/detsker

Vær med til den store videnskabsdag på Roskilde Bibliotek torsdag 24. februar fra klokken 10.

 

Foto: ABW