Fire nye klasseværelser og en udvidelse af indskolingen, så der bliver plads til fælleslokaler for skole og SFO – det er hvad Trekronerskolen i den kommende tid skal udvide med.

Joy Mogensen foran glade elever
Joy Mogensen foran glade elever

’Jeg ved godt, I har siddet lidt trangt ude i klasserne den seneste tid, men nu får i nogle flere klasseværelser. På en skala fra 1-10, hvor glade er I for det?’, spurgte borgmester Joy Mogensen Trekronerskolens 4. klasseselever, og alle rakte armene i vejret med ti strittende fingre skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Men en udvidelse af den størrelse kommer ikke uden byggerod, og derfor gav formand for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen, børn og personale et par beroligende ord med på vejen:

’Skolen vil i den kommende tid blive en byggeplads, og det kan naturligvis give en del rod og larm, men jeg ved, at både skolen og de bygningsansvarlige er meget opmærksomme på, at skolens hverdag skal kunne fortsætte på bedste vis alligevel’, sagde Claus Larsen torsdag d. 13. oktober, da første spadestik til den nye udvidelse blev taget.

Trekronerskolen er resultatet af en projektkonkurrence under titlen RUM, FORM og FUNKTION, som Roskilde Kommune indbød til i 1998 i samarbejde med Undervisningsministeriet og Byggedirektoratet, og som arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen vandt.