Ved Roskilde Universitets årsfest bliver professorerne Karen Lee Ashcraft, Valery Forbes og Ann Langley udnævnt til æresdoktorer.

Roskilde Universitet holder årsfest fredag den 16. september 2022, og i den anledning tildeler universitetet æresdoktorgrader til tre udenlandske forskere.

De tre æresdoktorer er:

Ann Langley, professor ved HEC Montréal og Warwick Business School. Hun har i årtier spillet en toneangivende rolle inden for forskning i organisationer – herunder organisationssociologi, strategi og ledelsesprocesser. Hun har været en afgørende drivkraft i forhold til udviklingen af området og har været en stor inspiration for sine fagfæller på Roskilde Universitet.

Ann Langley er blevet indstillet af Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.

Karen Lee Ashcraft er professor i kommunikation ved University of Colorado, Boulder. I sin forskning fokuserer hun blandt andet på, hvordan køn, race og seksualitet er med til at forme professionelle identiteter og organisatoriske kontekster. Professor Ashcraft er en central bidragsyder til udviklingen af den tværfaglige forskning i professions- og organisationskommunikation.

Karen Lee Ashcraft er blevet indstillet af Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.

Valery Forbes er dekan på Charles E. Schmidt College of Science ved Florida Atlantic University. Hendes forskning centrerer sig om populationsøkologi og modellering, økotoksikologi og økologisk risikovurdering, der beskæftiger sig med miljøfremmede stoffer og effekterne heraf i komplekse miljøer. Et fagområde som Valery Forbes var med til at grundlægge i sin tid på Roskilde Universitet, og hvor særligt hendes evne til at se nødvendigheden og værdien i et tværfagligt fokus stadig er toneangivende.

Valery Forbes er blevet indstillet af Institut for Naturvidenskab og Miljø.