Et flertal i Økonomiudvalget i Roskilde Kommune har besluttet, at Roskilde Kommune skal medvirke i et bud på VM i landevejscykling i 2029.

Foto Oliver Witte

Efter Tour de France-starten i Danmark sidste år, er der nu igen udsigt til at se verdensklassecykelryttere køre cykelløb i Roskildes gader. Således er den politiske opbakning i Roskilde Kommune nu på plads til at medvirke i et bud på VM i landevejscykling i 2029.

– Vi oplevede en enorm begejstring og cykelglæde i forbindelse med Tour de France og med et VM i 2029, ville vi kunne skabe endnu en folkefest med Roskilde som en fantastisk kulisse. Samtidig kan det være med til at fortsætter en stærk tradition for cykelløb med start fra Roskilde, siger borgmester Tomas Breddam.

Beslutningen om, at Roskilde skal være med til at afgive et bud på VM i Landevejscykling i 2029 sker efter at Danmarks Cykelunion har inviteret Roskilde Kommune med i partnerskabskredsen med mulighed for at blive startby. Invitationen tager afsæt i de positive erfaringer med afviklingen af Tour de France, ligesom det er en naturlig forlængelse af det samarbejde der er i forhold til det igangværende bud på Worls Tour løb i 2025, 2026 og 2027.

VM i landevejscykling indeholder seks linjeløb samt en enkeltstart, og forventes afviklet over 3-4 dage i september 2029.

Den danske partnerskabskreds vil sammen aflevere et officielt bud i januar 2024, hvis der samlet kan findes finansiering til projektet.

Læs her.