Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/11/22 til 2023/12/04.

11-årige pige forskrækket af mand – Agerskellet, Jyllinge, Roskilde

Kl. 21.15 anmeldte moren til en 11-årige pige, at hun en halv time forinden havde cyklet af Agerskellet i Jyllinge, da en mand sprang ud fra et buskads kort før kirken. Pigen vendte hurtigt cyklen og kørte væk, og der var ingen kontakt imellem pigen og manden. Manden beskrives som: 170-180 cm høj, iklædt mørkt tøj og en halsedisse, som skjulte dele af ansigtet.

Den 20. november oplevede en 11-årige dreng en lignende episode, men i det tilfælde havde manden taget fat i drengens ærme. Det skete på samme strækning og politiet undersøger nu, om der kan være en sammenhæng i sagerne.

Borgere som oplever noget lignende, eller som har oplysninger om manden bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Arbejdsulykke – Øde Hastrup Vej, Roskilde

Kl. 12.03 kom et alarmopkald om, at en mand var kommet til skade i en grusgrav i forbindelse med en reparation af et grussorteringsanlæg. Politi, brandvæsen og ambulance kørte til grusgraven, hvor en 38-årig mand sad fast i anlægget og måtte frigøres af brandvæsnet.

Den 38-årige havde været i gang med at udføre en justering under sorteringsanlægget, da han fik sin arm i klemme. En kollega kom ham til undsætning, trykkede nødstop på maskinen og ringede efter hjælp.

Efter omkring 15 min indsats var manden reddet ud af maskinen, og han blev kørt i ambulance til behandling for alvorlige skader i sin arm. Hans tilstand blev ikke skønnet kritisk.

Arbejdstilsynet blev orienteret, om kom til stedet for at undersøge ulykken. Politiet optog rapport om ulykken, og sammen vil myndigheder afklare, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken.

Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde

Kl. 15.57 anmeldte en ansat i et supermarked beliggende i Stationscentret, at 3 mænd havde passeret sidste betalingsmulighed i supermarkedet uden at betale for de varer fra supermarkedet, de havde placeret i en særlig indrettet pose indrettet på en måde, hvorved man undgår, at tyverialarmen på de stjålne varer bliver aktiveret. Flere medarbejdere i supermarkedet forsøgte at standse de tre mænd, men det lykkedes dem at løbe fra stedet, hvor de efterlod den forede pose, der indeholdt blækpatroner, barberblade, en t-shirt og to par strømper til en samlet værdi à 9699 kr.

De tre mænd beskrives som:
A: Mand, Østeuropæisk af udseende, hudfarve: lys, talte et østeuropæisk sprog. Iført sorte bukser, hvid og brun dunjakke af mærket Nike og en sort kasket.

B: mand, Østeuropæisk af udseende, hudfarve: lys, kort sort hår og overskæg. Talte et østeuropæisk sprog. Iført grå bukser, mørk dunjakke med logo ved venstre bryst.

C: Mand, østeuropæisk af udseende, hudfarve: lys, kort sort hår. Talte et østeuropæisk sprog. Iført: sorte sko, sorte bukser og en sort jakke.

Kontakt politiet på telefon 114, hvis du har oplysninger om, hvem de tre mænd er.

Fjernlys afslørede spirituskørsel – Roskildevej, Ortved, Ringsted

Kl. 01.33 undrede en patrulje sig over, at en modkørende bilist med tændt fjernlys ikke blændede ned for både patruljebilen og tre andre bilister, da bilisten kom kørende ad Roskildevej i nordlig retning ved Ortved.

Patruljen fik kort efter standset personbilen, hvor en 47-årig kvinde fra Lejre sad bag rattet. Hun var spirituspåvirket og deltog i en alkometertest, der gav udslag over det tilladte. Hun blev derfor sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Den 47-årige kan således forvente at høre nærmere fra politiet om sagens videre forløb, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.

Færdselsuheld – Lindenborgvej, Svogerslev, Roskilde

Kl. 17.35 var to bilister stødt sammen på Lindenborgvej ved udkørslen fra en parkeringsplads lige vest for krydset Lindenborgvej – Ringstedvej.

Det viste sig, at en 21-årig mand fra Greve som fører af en personbil var kørt ud fra parkeringspladsen ud på Lindenborgvej, hvor han ramte ind i højre side på en personbil, som en 67-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge førte i nordvestlig retning.

Den 67-åriges bil blev som følge af påkørslen skubbet rundt, så den standsede med fronten i modsatte retning.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet har optaget rapport om ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Oldvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 10.00 havde en bilist påkørt et helleanlæg på Oldvejen lige vest for sidevejen Oldvejsparken, så en lokal beboer i Gevninge kontaktede politiet herom.

Det viste sig, at bilisten var en 88-årig mand fra Roskilde, der under kørsel i en personbil ad Oldvejen mod vest havde overset helleanlægget. Han slap uskadt fra uheldet, og der skete kun mindre materiel skade på hans bil og selve helleanlægget, så politiet registrerede blot omstændighederne i uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter blev involveret.

Færdselsuheld – Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 14.43 rykkede politiet efter en anmeldelse om et sammenstød mellem to bilister ud til en rundkørsel på Østre Ringvej i Roskilde.

Det viste sig, at en 51-årig mand fra Roskilde og en 34-årig mand fra Farum i hver sin bil var kørt rundt i en tosporet rundkørsel, da den 51-årige under kørslen i det inderste spor var kommet til at trække for meget mod højre og herved havde ramt ind i venstre side på den 34-åriges bil.

Ingen af parterne kom til skade, og skaderne på bilerne var minimale, så politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet.

Humanitær eftersøgning – Roskilde

Kl. 16.18 bad personalet på Roskilde sygehus om hjælp fra politiet til at lede efter en 70-årig mand, der som patient på sygehuset var forsvundet.

Den 70-årige blev ikke vurderet til at kunne klare sig selv og ville have svært ved at finde rundt på egen hånd, hvorfor politiet iværksatte en humanitær eftersøgning.

Flere patruljer ledte efter den savnede, som også blev efterlyst offentligt for at få befolkningens hjælp til at finde ham, ligesom offentlige trafikselskaber også blev orienteret om, at den 70-årige var savnet.

En politipatrulje fandt kl. ca. 20.45 den savnede gående på Roskildevej mellem Jyllinge og Ølstykke. Han var i god behold, men blev igen indlagt på et sygehus til undersøgelse og eventuel fortsat behandling, hvorefter den offentlige efterlysning blev annulleret.

Indbrud i villa – Klosterengen, Roskilde

Kl. 22.07 fik politiet en anmeldelse om et indbrud i en villa på Klosterengen i Roskilde, hvor et vindue på førstesalen stod åbent.

Politiet fik klarlagt, at familien havde opholdt sig på bopælen siden kl. ca. 20.00 og kort før anmeldelsen opdaget, at smykkeæsker lå spredt ud over sengen i soveværelset på førstesalen samtidig med, at et vindue stod på åbent.

Undersøgelserne på stedet viste, at indbrudstyven via en stol ved et terrassetag var kommet hen til soveværelsesvinduet, der var blevet opbrudt, så et hængsel var gået i stykker.

Indbrudstyven havde ud over soveværelset også været i et par andre værelser på førstesalen, mens familien havde været hjemme, men opholdt sig i stuen og kælderen. Tilsyneladende havde tyven ikke stjålet noget.

Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser og vil i mellemtiden gerne høre nærmere fra personer, der måtte have bemærket mistænkelig adfærd på Klosterengen i Roskilde. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 18.46 blev en personbil, som kørte i nordlig retning, standset af en patrulje, som ville lave en rutinemæssig kontrol. Det viste sig, at føreren af bilen, en 27-årig mand fra Roskilde, var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket føreren erkendte. Patruljen beslaglagde bilnøglen med henblik på senere udlevering til rette ejer. Manden blev sigtet for narkokørsel, og han var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt igen. Manden får afgjort sagen, når politiet modtager resultatet af blodprøven.

Narkokørsel – Roskildevej, Solrød Strand

Kl. 00.17 bemærkede en patrulje en personbil på nummerplader, som patruljen besluttede sig for at rutinemæssig kontrol af. Det viste sig at være en god ide, da manden bag rattet – en 21-årig polsk mand, bosiddende i Store Heddinge, var påvirket. Patruljebilens narkometer gav udslag for amfetamin og hash. Den bil, manden var kørende i, blev parkeret og aflåst på stedet, og politiet beslaglagde bilnøglen med henblik på udlevering på et senere tidspunkt. Den 21-årige blev sigtet for narkokørsel, og han var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, hvorefter han blev løsladt til gaden. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen er afgjort.

Penge glemt i hæveautomat – Brønsager, Svogerslev, Roskilde

Tirsdag eftermiddag anmeldte en mand fra Gevninge, at han tirsdag omkring kl. 12.14 var ved hæveautomaten på Brønsager i Svogerslev, hvor der var glemt 2000 kr i automaten. Det havde ikke lykkedes ham at få fat i dem der administrerede automaten, så han ringede i stedet til politiet, som kontaktede Nokas, der ejer automaten. De oplyste, at de står for at udlevere pengene. Borgeren indleverede derfor pengene til Nokas, som kan udlevere dem til rette ejer. Har du glemt at tage dine penge, så kontakt Nokas Kundeservice på tlf. 70157600.

Solouheld med spiritus – Frederiksborgvej, Roskilde

kl. 23.14 skete et solouheld på Frederiksborgvej sydgående, hvor en 24-årig mand fra Roskilde kørte galt, da han af uvisse årsager kom over i modsatte vejbane, hvor han kørte ned i grøften. Begge airbags sprang, men bilisten slap uskadt. Politi og ambulance kørte frem til stedet, hvor det blev konstateret, at manden havde en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Patruljen optog rapport om uheldet, og den 24-årige vil høre mere når resultatet af blodprøven kommer.

To ældre kvinder franarret dankort – Roskilde

To kvinder på 81 og 88 år fra Roskilde blev torsdag og fredag snydt af en falsk bankmand til at udlevere deres dankort under påskud om hacking. Den 81-årige blev ringet op torsdag, hvor hun blev overtalt til at udlevere sit kort og kode til en mand, som hun troede kom fra banken. Der blev efterfølgende hævet 16.300 kr fra kortet. Først dagen efter fattede hun mistanke og anmeldte sagen.

Den 88-årige blev fredag kontaktet af en mand, som sagde han kom fra Spar Nord. Også her udleverede kvinden kortet til en falsk bankmand, som det efterfølgende lykkedes at hæve 20.000 kr fra kortet.

I begge sager bekrives manden der hentede kortet som: 20-25 år, ca. 185 cm høj, hvid i huden, almindelig af bygning. Han var iført sort tøj, sort hue og hvide sko.

Politiet efterforsker nu sagerne om bedrageri, og opfordrer alle til at sprede budskabet om denne svindelmetode, som udnytter især ældres tiltro til banker og myndigheder. Ingen banker beder om at få udlevere kort eller koder.

Tre hurtige bilister ved vejarbejde – Roskildevej, Holbæk

En patrulje foretog mandag aften en hastighedskontrol på Roskildevej tæt ved sidevejen Grandløse Kirkevej i Holbæk, fordi der på stedet var et vejarbejde, hvor hastigheden ifølge skiltningen var nedsat til maksimalt 50 km/t.

Kl. 21.13 blev en 23-årig mand fra Holbæk som fører af en personbil målt til at køre med mindst 86 km/t i sydlig retning ad Roskildevej på strækningen med vejarbejdet.

11 minutter senere kørte en 57-årig mand fra København SV også i sydlig retning med en hastighed på 72 km/t i den personbil, han var fører af.

Sidste hurtige bilist var en 46-årig mand fra Holbæk, der som fører af en personbil i nordlig retning ad Roskildevej blev målt til at køre med mindst 81 km/t gennem vejarbejdet.

Alle tre bilister kan nu ud over en forhøjet bøde, fordi forseelsen blev begået ved et vejarbejde, også forvente at skulle betale et bidrag til Offerfonden på 500 kr. hver især. Desuden kan de alle også forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet, da hastighedsovertrædelserne var mere end 40 procent hurtigere end tilladt ved et vejarbejde. En betinget frakendelse vil i givet fald betyde, at de skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde kørekortet.

Udlænding med ulovligt ophold – Roskilde

Tidligt torsdag morgen bankede udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi på ved en adresse i det centrale Roskilde for at lede efter en 35-årig mand fra Tyrkiet, der ifølge politiets oplysninger skulle opholde sig ulovligt på stedet.

Politiet traf manden på adressen, hvorefter den 35-årige blev anholdt for overtrædelse af udlændingeloven, idet han i forbindelse med politiets efterforskning kunne mistænkes for at have opholdt sig i flere år i Danmark uden den fornødne tilladelse.

Den 35-årige erkendte det ulovlige i sit ophold og fik sagen afgjort straks, men han forblev i politiets varetægt og anbragt i et arresthus, mens hans sag forelægges Udlændingestyrelsen til afgørelse af, hvorvidt den 35-årige skal udsendes af Danmark med et indrejseforbud.

Uheld med spiritus – Hønskevejen, Viby Sjælland, Roskilde

Kl. 11.10 skete et uheld i en kurve mellem to biler på Hønskevejen i Viby Sj. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor alle parter blev tilset. Ingen melding om tilskadekomst.

Føreren af den ene bil, en 35-årig mand fra Polen, var påvirket af spiritus, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Både han og de to mandlige passagerer i bilen slap uskadt. Føreren af den anden bil, en 79-årig mand fra Roskilde, havde to kvindelige jævnaldrende passagerer med i bilen, men alle slap uskadt.

Politiet optog rapport om uheldet og afventer nu resultatet af blodprøveudtagelsen, hvorefter den 35-årige vil høre mere i sagen.

Ung mand anholdt for uorden – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 22.39 kom en anmeldelse om uorden med tre unge mænd på Mc Donalds i Roskilde. Flere patruljer kørte frem, hvor en spirituspåvirket 16-årig ung mand fra Roskilde blev anholdt kortvarigt for at få ro på stedet, og han fik en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Den 16-åriges forældre blev orienteret om sagen.

Uro i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 23.55 blev en 18-årig mand fra Slagelse anholdt, da han gestikulerede mod politiet og ikke ville oplyse sit navn til en patrulje. Dette fik den 18-årige til at kaldte politiet for diverse ukvemsord. Den 18-årige blev taget med på politistationen. Det fik en gruppe venner til den 18-årige til at indfinde sig foran politistationen i Roskilde. De blev bedt om at forlade stedet, hvilket de efterkom. Den 18-årige var i politiets varetægt frem til kl. 05.29, hvor han blev løsladt til gaden. Han er sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og vil høre nærmere fra politiet i den forbindelse.

Uønsket mand på toilettet havde narko – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 21.27 bad personalet på en fastfoodrestaurant i Ringstedgade om assistance til at bortvise en mand, som ifølge personalet havde forskanset sig på toilettet i restauranten.

Politiet fik på stedet kontakt til en narkopåvirket og opfarende, 25-årig mand fra Roskilde, der havde efterladt noget hvidt pulver på toilettet. Det viste sig at være knap fem gram ketamin, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse af den 25-årige for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 25-årige blev mere og mere opfarende, ligesom han råbte og i det hele skabte sig, så han forstyrrede gæster på fastfoodrestauranten. Politiet anså det for nødvendigt at frihedsberøve ham for at få skabt ro, efter at hans adfærd havde givet anledning til at sigte ham også for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Den 25-årige blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning og løsladt tidligt torsdag morgen. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når de to sigtelser mod ham skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Ternevej, Roskilde
Dalengen, Svogerslev, Roskilde
Klosterengen, Roskilde
Knud Den Stores Vej, Roskilde (forsøg)
Linkøpingvej, Himmelev, Roskilde
Toftevangen, Viby Sjælland