Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/10/19 til 2022/11/01.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Alvorligt færdselsuheld – Roskildevej, Ringsted

Kl. 16.33 skete et sammenstød på Roskildevej i Ortved, da en bilist, en 32-årig mand fra Ringsted kørte mod syd, da han af uvisse årsager kom over i den modsatte banehalvdel, hvor han stødte sammen med en modkørende bilist, en 68-årig kvinde fra Bjæverskov. Færdselsafdelingen var på kontrol i Ringsted, så der var hurtigt patruljer fremme.

Der var mistanke om, at den 32-årige havde svære skader og blev fløjet med helikopter til behandling, og den 68-årige blev kørt med ambulance til sygehuset. Den 32-årige blev dog senere udskrevet fra sygehuset med lettere tilskadekomst, mens den 68-årige fik konstateret alvorlige brud.

Hele Roskildevej blev spærret mens en bilinspektør undersøgte uheldsstedet. Der blev rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge parter, som skal afklare om de var påvirkede under kørslen. Omkring kl. 18.41 blev vejen genåbnet, da undersøgelserne var afsluttet.

Alvorligt uheld efter påkørsel af dådyr – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 00.18 påkørte en bilist et dådyr på Holbækmotorvejen østgående ved Roskilde, så bilen fik store skader på fronten og havarerede i anden vognbane. Bilisten, en 18-årig mand fra Sjællands Odde, steg ud af bilen for at se til det påkørte dyr. Bagfra kom i det samme en bilist kørende i det tågede vejr, og kunne ikke nå at stoppe for den standsede bil. Den bagfrakommende bilist, en 47-årig mand fra Holbæk med to unge mænd som passagerer i bilen, kørte op bag i den forulykkede bil i et voldsomt sammenstød.

Med som passager i den 18-åriges bil var en 19-årige kvinde, som sad i bilen, da den blev påkørt. Hun kom alvorligt til skade, og hun blev kørt til behandling på sygehuset, hvor det blev afklaret at hendes tilstand ikke var kritisk. Den 47-årige blev kørt til tjek på sygehuset, men han kom ikke noget alvorligt til.

En bilinspektør undersøgte uheldsstedet, da der i første omgang var frygt for livstruende skader hos de implicerede. Der blev opsat skiltevogn ved uheldsstedet, som var afspærret indtil de tidlige morgentimer, da der efter undersøgelserne var afsluttet, skulle fejes og ryddes op på motorvejen. Først kl. 03.30 blev motorvejen genåbnet. Den 18-årige bilist fik udtaget en blodprøve, som skal afklare, om han havde en promille over det tilladte i forbindelse med uheldet.

Arbejdsulykke – Øde Hastrup Vej, Vindinge, Roskilde

Kl. 12.07 var en 69-årig mand fra Helsingør kommet til skade på sin arbejdsplads, så han i en tilkaldt ambulance måtte bringes til skadestuen til et check.
Politiet fik klarlagt, at han var faldet ca. 50 cm ned fra en entreprenørmaskine, men landet meget uheldigt, så han var kommet til skade. Den 69-årige havde i forbindelse med udstigning fra maskinen trådt på en trinbræt, der pludselig brækkede af, så han mistede fodfæstet.
Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som politiet har optaget rapport om, så det senere kan afgøres, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Bilist kørte galt ved barnevogn – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 20.13 kørte en 18-årig mandlig bilist fra Hedehusene af uvisse årsager galt på Københavnsvej ud for nr. 72. Bilisten påkørte kantstenen, og fortsatte videre ind i et busstopskilt og endte på cykelstien, hvor bilen ramte en lygtepæl. Føreren af bilen stak i første omgang af efter uheldet af fra stedet, men kom efterfølgende tilbage til stedet. Han var uskadt, men blev tilset i ambulance.

Tæt ved busstoppestedet stod en yngre kvinde med et sovende barn i barnevogn, da uheldet skete. Heldigvis blev kvinden eller barnevognen ikke ramt ved uheldet, som sket få meter fra dem. Kvinden var rystet, da hun blev afhørt af patruljen.

Ledningerne var blotlagte på den nedlagte lygtepæl, så politiet tilkaldte el-selskabet til udbedre skaderne. Politiet optog rapport om uheldet, og den 18-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen senere.

Søndag – mandag

Brandundersøgelse – Køgevej, Roskilde

Kl. 14.19 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et bageri efter en alarmmelding om ildebrand på stedet.
Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at alle tilstedeværende var kommet ud i sikkerhed, hvorefter brandvæsnet kunne konstatere, at røg kom fra bageriets baglokale, hvor en mindre brand i fryserummet blev slukket.
Politiet har nu optaget rapport om branden i et forsøg på at finde frem til årsagen, der formentlig skal findes i de elektriske installationer i bageriet. Ingen kom til skade ved branden, og der havde ikke været risiko for, at branden ville brede sig til øvrige bygninger i nærheden.

Dankort misbrugt efter tyveri – Viby Sj. – Roskilde

Kl. 16.32 anmeldte en 78-årig kvinde fra Viby Sj., at hun havde konstateret en uberettiget hævning på 15.000 kr. fra hendes bankkonto, efter at hun formentlig i tidsrummet kl. 11.30 – 12.30 havde fået stjålet sit dankort fra sin pung.
Hun havde i tidsrummet været på indkøb i supermarkedet Meny i Viby Sj., hvor hun havde betalt for sine varer ved brug af et dankort, som hun efterfølgende placerede i sin pung i den medbragte håndtaske.
Dankortet var på ukendt måde efter betalingen i supermarkedet blevet stjålet fra kvindens pung, uden at den 78-årige havde opdaget noget.
Politiet efterforsker nu tyveriet og den uberettigede hævning i en pengeautomat i Viby Sj.

Politiet erindrer om vigtigheden i at skjule indtastningen af PIN-koden, når et betalingskort anvendes. Uden PIN-kode kan et stjålet betalingskort ikke anvendes til f.eks. hævning af kontanter i en hæveautomat. For at sikre sig mod afluring af PIN-koden kan den frie hånd bruges til at skærme for indtastningen, eller man kan stille sig tæt op ad betalingsterminalen, så koden ikke kan aflures ved at kigge over skulderen.

Diskoteksgæst med hvidt pulver på næsen – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 03.00 ønskede personalet på et diskotek en kontrol af en gæst, som ved indgangen havde haft noget pulver omkring sin næse.
Politiet fik efterfølgende kontakt til en 18-årig mand fra Greve, som blev fundet i besiddelse af 0,9 gram kokain. Det ulovlige stof blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som den 18-årige blev sigtet for at have overtrådt. Han kan nu forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.

Drone fløj tæt ved lufthavn – Havdrup/Solrød og Roskilde

Kl. 13.09 fik politiet anmeldelse om, at en ældre mand stod ved Skovvej i Havdrup og fløj med drone tæt op ad Roskilde Lufthavn. En patrulje kørte til stedet, men kort før den nåede frem, kørte manden med dronen væk på en cykel. Det lykkedes ikke politiet at finde frem til manden med dronen, som formentlig ikke har været klar over reglen om at holde 5 km afstand til lufthavnen, når man flyver med drone. Overholder man ikke reglerne for droneflyvning risikerer man at få en bøde af politiet.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Gundsømagle, Roskilde

Kl 14.42 skete der et uheld, da en 63-årig mand fra Midtsjælland kom kørende mod syd, men pludseligt ramte frontalt ind i en modkørende bil ført af en 37-årig kvinde fra Nordsjælland. I kvindens bil, der derefter røg ned i grøften og væltede om på taget, befandt sig også en 13-årig dreng den nordlige del af Roskilde. Kvinden blev hårdt kvæstet ved ulykken. De to øvrige slap med mindre skader. Da der var mistanke om spirituskørsel, blev der udtaget blodprøve af den 63-årige. Der blev tilkaldt bilinspektør til stedet for at undersøge ulykkesstedet nærmere.

Færdselsuheld – Holbækvej, Svogerslev, Roskilde

Kl. 06.57 onsdag morgen fik politiet underretning om, at en cyklist var forulykket under kørsel ad cykelstien på Holbækvej. Mange skulle være forsamlet i området for at hjælpe cyklisten.

Politiet undersøgte uheldet nærmere og fik klarlagt, at en 59-årig mand fra Roskilde var cyklet ad Holbækvej i østlig retning på cykelstien, hvor han påkørte en støttefoden på en lastbil. Cyklisten blev bragt til skadestuen til kontrol og eventuel behandling for en mindre skade i ansigtet.
En 20-årig mandlig lastbilchauffør fra Tølløse var standset på stedet for at læsse jernplader af med lastbilens kran og havde i den anledning slået støttefoden ud, så den gik omtrent halvvej ind på cykelstien. Støttefoden var markeret med både lys og blinkende lygte for at advare cyklister, hvoraf mange havde passeret uden at påkøre støttefoden, så politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i dette uheld.

Færdselsuheld – Industrivej / Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 10.34 rykkede politiet ud til krydset Industrivej – Østre Ringvej for at undersøge omstændighederne ved et sammenstød mellem en bilist og en cyklist nærmere.
Det viste sig, at en 26-årig kvinde fra Haslev var kørt i en personbil ad Industrivej mod vest og foretog et venstresving i lyskrydset ved Østre Ringvej. Under svingningen ramte hun en 67-årig kvinde fra Roskilde, som cyklede ad Industrivej i østlig retning og fortsatte ligeud i lyskrydset.
Cyklisten slap med diverse knubs, men politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Planetvej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 14.06 var en 49-årig mand fra Jyllinge forulykket i sin personbil, som han havde ført ad Planetvej i sydlig retning i Jyllinge.
Det viste sig, at den 49-årige p.t. af ukendte årsager havde påkørt en parkeret bil, hvorefter han havde påkørt en lygtepæl. Vragdele fra den 49-åriges bil som følge af påkørslen af lygtepælen havde ramt endnu en parkeret personbil.
Hverken den 49-årige eller fodgængere, der færdedes på vejen på uheldstidspunktet, kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få afklaret de nærmere omstændigheder om årsagen til uheldet.

Færdselsuheld – Åbakkevej, Ørsted, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 08.23 slog en 40-årig kvinde fra Lille-Skensved selv alarm, efter at hun var forulykket med sin bil under kørsel ad Åbakkevej i nordlig retning. I det våde føre havde hun mistet kontrollen over bilen, der endte i rabatten og rullede om på taget. Hun var dog i stand til selv at komme ud og blev tilset af personalet fra den tilkaldte ambulance.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret, og idet den kvindelige fører var sluppet uden behandlingskrævende skader.

Færdselsuheld – Østre Ringvej / Trekroner Alle, Himmelev, Roskilde

Kl. 06.45 torsdag morgen var der sket et sammenstød mellem en lastbil og en varebil i lyskrydset Østre Ringvej – Trekroner Alle, så store dele af krydset var spærret for trafik. Movia blev underrettet herom, såfremt busruter skulle omlægges.
Det viste sig, at ingen var kommet til skade efter sammenstødet, der skete, da en 57-årig mand fra Taastrup som fører af en lastbil var kørt i nordlig retning frem til krydset, hvor han ville lave en U-vending.

Under vendingen for at køre ad Østre Ringvej mod syd blev han påkørt af en varebil, som en 54-årig mand fra Frederikssund førte ad Østre Ringvej mod syd i den hensigt at fortsætte ligeud og videre i sydlig retning i krydset. Lastbilen blev ramt på sin højre side, men ingen af parter kom til skade ved sammenstødet.

Kl. ca. 07.30 var alle spor farbare i lyskrydset, hvor en trafikophobning skulle afvikles med forsinkelse på et par minutter.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt omstændighederne nærmere ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt i forbindelse med sammenstødet.

Færdselsuheld/spirituskørsel – Dronning Margrethes Vej, Roskilde

Kl. 06.32 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist havde påkørt nogle genstand og derved var forulykket.
Det viste sig, at en 20-årig kvinde fra Roskilde som fører af en personbil var kørt ad Dronning Margrethes Vej mod øst, da hun af ukendte årsager havde mistet kontrollen over personbilen. Hun påkørte dernæst en sten og en metalpæl, inden hun standsede i forbindelse med påkørsel af en hæk på en privat adresse på vejen.

Den 20-årige blev efter en alkometertest konstateret så påvirket af alkohol, at hun blev sigtet for spirituskørsel i forbindelse med uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret. Hun fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan nu afvente analyseerklæringen, før hun hører nærmere fra politiet.

Knallertkører kørte kun på baghjulet – Møllevej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 16.41 bemærkede en politiassistent fra nærpolitiet en knallertkører køre kun på baghjulet på Møllevej, så politiet fandt anledning til at kontrollere knallertkøreren nærmere.
Der var tale om en 16-årig ung mand fra Jyllinge, som kørte på en lille 30-knallert, der ikke var registreret og derfor ikke havde en nummerplade monteret. Politiet mistænkte endvidere knallerten for at kunne køre hurtigere end tilladt, så den blev indbragt til nærmere undersøgelse for eventuelle konstruktive ændringer.

Politiet underrettede både den 16-åriges værge og de sociale myndigheder om sagen, som den 16-årige vil høre nærmere til, når knallerten er blevet undersøgt.

Mand på taget ville lave Halloween-løjer – Algade, Roskilde

Kl. 18.15 fik politiet en anmeldelse fra en 82-årig mand om, at der befandt sig en maskeret mand befandt sig på et tag. Politiet kom frem til stedet for at undersøge forholdet nærmere og fik kontakt til en 35-årig mand fra Herlev, som blev beordret ned fra taget for at forklare politiet, hvad han havde gang i. Manden forklarede, at han var i gang med at lave Halloween-løjer. Politiet kørte derefter videre til andre opgaver.

Mange blitzet af fotobil – Roskildevej/Maglemosevej, Vipperød, Holbæk

Lørdag formiddag var politiets ATK-bil – automatisk trafikkontrol på hastighedsmåling på Roskildevej/Maglemosevej mod nord i Vipperød mellem kl. 09-19-12.49. Mange borgere er generede at for hurtig kørsel på denne strækning, og dagens kontrol viste også behovet for måling netop her.

Det er tilladt at køre 60 km/t på strækningen, men mange kørte for stærkt. 97 bilister blev blitzet og 19 kørte mere end 30% for stærkt, så de både får en bøde og et klip. En bilist kørte hele 100 km/t og bilisten kan derfor forvente en betinget frakendelse af førerretten og en bøde på 4200 kr. Alle om kører til et klip eller højere vil foruden bøden også blive opkrævet 500 kr til Offerfonden. De penge går blandt andet til ofre for trafikulykker.

Narkobilist med ulovlig kniv – Søndermarksvej, Roskilde

Kl. 16.43 havde en 35-årig mand fra Roskilde som fører af en personbil deltaget i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen. Politiet sigtede ham derfor for narkokørsel, og i forbindelse med visitationen efter anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af en låsbar foldekniv. Det medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af knivloven i forbindelse med en beslaglæggelse af kniven som bevis.

Den 35-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger og dermed få svar på sin egen tvivl om, hvorvidt han skulle være påvirket eller ej.

Narkokørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 21.45 blev en 23-årig mand fra Kirke-Såby anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Køgevej ved Holbækmotorvejen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel uden kørekort – Kong Valdemars Vej, Roskilde

Kl. 06.47 standsede politiet en personbil, som kom kørende i sydlig retning på Københavnsvej og videre af Kong Valdemars vej. Føreren af bilen – en 40-årig mand fra Valby blev testet positiv på patruljebilens narkometer, og manden blev derfor anholdt og taget med på sygehuset for at få udtaget en blodprøve og derefter løsladt. Manden er sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret.

Sikkerhedslanding i lufthavnen – Lufthavnsvej, Roskilde

Kl. 16.53 slog luftfartsmyndigheden i Roskilde Lufthavn alarm, idet en pilot måske havde problemer med sit landingsstel og derfor skulle foretage en såkaldt sikkerhedslanding.
Brandvæsnet rykkede sammen med politiet ud til lufthavnen, hvor et fly med to personer om bord gennemførte kl. ca. 17.10 en landing uden problemer, så der skete ikke nogen skade på hverken personer eller flyet.
Den 56-årige mandlige pilot havde slået alarm, da en kontrollampe for landingsstellet ikke indikerede, at landingshjulene var slået korrekte ud og blevet låst.

Telefonbedragere på spil – Greve / Roskilde / Holbæk

I løbet af torsdagen modtog Midt- og Vestsjællands Politi ikke mindre end tre anmeldelser fra kvinder, der var blevet fuppet eller forsøgt narret til at overføre penge til fremmede konti af forskellige årsager.

Første anmeldelse kom kl. 09.27 fra en 75-årig kvinde fra Roskilde, der onsdag aften var blevet telefonisk kontaktet af en mand, der oplyste at være ansat i Rigspolitiet. Han ville hjælpe den 75-årige med at oprette en servicekonto, hvortil hun skulle overføre nogle penge. Pengene blev i stedet overført til en af den 75-åriges konti, og i den efterfølgende forvirring herom fik den 75-årige mistanke om, at der kunne være tale om svindel og afsluttede derfor opkaldet uden at have lidt noget tab.

Næste anmeldelse kom kl. 11.30, da en 82-årig kvinde fra Holbæk, som onsdag eftermiddag var blevet fuppet af en falsk bankmedarbejder, så hun havde lidt et tab på ca. 87.000 kr. Undskyldningen for henvendelsen var, at andre var ved at lave uberettigede overførsler fra hendes konti, hvorfor pengene skulle sikres ved overførsel til et andet anvist kontonummer.

Kl. 13.00 henvendte en 81-årig kvinde fra Greve sig som den tredje forurettede på nærpolitistationen i Waves for at anmelde, at hun tirsdag aften var blevet narret af en falsk politimand til at overføre i alt knap 9.000 kr. til en såkaldt sikkerhedsdepot for at undgå tab i anledning af andre og større transaktioner på hendes bankkonto.
Den falske politimand havde henvendt sig telefonisk og forklaret, at han kunne hjælpe den 81-årige med at undgå et økonomisk tab, fordi hendes banks og andres IT-systemer var nedbrudte.

Den 81-årige blev overtalt til at oplyse personlige koder samt godkende transaktioner via NemID/MitID, således at hun til sidst kunne konstatere, at hun havde lidt et tab på knap 40.000 kr., hvilket fremgik af kontoudtog fra hendes bank.

Politiet har nu optaget tre anmeldelser om bedrageri og efterforsker disse sager i lighed med andre sager om tilsvarende kriminalitet over for især ældre medborgere.

Politiet vil gerne give det gode råd til personer, der pludselig og uventet får et opkald fra nogen, der udgiver sig for at være f.eks. en myndighedsperson eller ansat inden for bankverdenen: bed om navn og arbejdsplads på pågældende, afbryd samtalen og lav et kontrolopkald via arbejdspladsens hovedtelefonnummer. Fupopkaldet vil hermed blive afsløret, idet medarbejderen efter al sandsynlighed ikke findes.
Et anden godt råd er at holde koder, adgangskoder og personlige oplysninger fortrolige og ikke videregive disse oplysninger til personer, der har henvendt sig telefonisk. Offentlige myndigheder og f.eks. pengeinstitutter vil aldrig bede om sådanne oplysninger på den måde.

Tyveri af pant – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 01.36 anmeldte en borger, at nogle mænd var i gang med at fjerne pant fra et skur ved en dagligvarebutik. Politiet kunne via videoovervågning fra stedet finde frem til det køretøj, som de mistænkte var kørende i og anholde to mænd – en 32-årig mand fra Frederikshavn og en 38-årig mand fra Herfølge. De to mænd er sigtet for tyveri af 27 kasser med ølflasker og to plasticsække med pant. De to mænd blev afhørt til sagen og derefter løsladt. De er fortsat sigtet i sagen, som vil blive afgjort på et senere tidspunkt.

Tøjsælger i industrikvarter – Industrivej, Roskilde

Kl. 11.47 ønskede en 47-årig mand fra Viby Sj. at orientere politiet om, at han kort forinden i industrikvarteret var blevet kontaktet af en udenlandsk mand, som ville sælge noget mærkevaretøj. Den 47-årige afslog tilbuddet, men manden insisterede på at sælge noget og oplyste at have et stort lager. Da den udenlandske mand flere gange blev afvist efter ihærdige forsøg på at sælge noget, ønskede manden pludselig oplysninger om nærmeste vej til motorvejen.

Den udenlandske mand blev beskrevet som en 50-60 årig mand med brunlig hud, sort kort hår, engelsktalende og kørende i en personbil af mærket Kia.
En patrulje ledte efter både manden og bilen i bl.a. indutriområdet, men uden at finde hverken bil eller manden for at få opklaret, hvorvidt han reelt overtrådte næringslovgivningen ved at faldbyde sådanne varer.

Ung butikstyv med kniv – Stationscentret, Roskilde

Kl. 18.04 kørte en patrulje til Føtex i Stationscentret, hvor en 15-årig pige fra Jyllinge var blevet tilbageholdt, fordi hun havde stjålet en iskaffe til 8 kr. Pigens forælder kom til stedet, da hun blev afhørt og sigtet for butikstyveri. I pigens taske fandt patruljen en foldekniv, som hun ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at bære. Så hun blev sigtet for at overtræde knivloven, og kniven blev beslaglagt. De sociale myndigheder blev orienteret, og den 15-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Uro i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde

Natten til søndag kl. 03.40 var en hundepatrulje tilkaldt til uro foran et diskotek, hvor en 23-årig mand fra København var blevet tilbageholdt, da politiet mistænkte, at han kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer. Under visitationen blev den 23-årige ved med at sætte sig til modværge, og forsøge at rive sig løs og benytte sin mobiltelefon. Han blev derfor anholdt og lagt i håndjern. Politiet fandt ingen narko på ham, men han blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

En 30-årig kvinde fra Roskilde blandede sig også i politiets arbejde og nægtede at forlade stedet. Hun blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. De to anholdte blev taget med til politistationen til afrusning, hvor de blev løsladt senere på morgenen. De kan begge forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Indbrud i Perioden

Baunehøjparken, Jyllinge

Gevninge Bygade, Gevninge, Roskilde

Hegnet, Himmelev, Roskilde
Bakkevej, Jyllinge – Forsøg
Dortheavej, Jyllinge
Isafjordvej, Himmelev, Roskilde
Kongebakken, Roskilde
Skovbogade, Roskilde