Næsten syv millioner kroner er Roskilde Kommune blevet tildelt til et generelt løft af folkeskolen i 2021.

Der er udsigt til flere lærere i Roskildes folkeskoler. På finansloven for 2021 er der afsat midler til et generelt løft af folkeskolen, og Roskilde Kommune er blevet tildelt 6.968.000 kr. til et generelt løft af folkeskolen i perioden 1. januar 2021 til den 31. december 2021.

Pengene skal bruges på et løft af folkeskolen ved at kunne ansætte flere lærere.

– Folkeskolen har en enorm betydning for vores samfund og elevernes dannelse og udvikling. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan ansætte flere lærere i vores folkeskoler, siger formand for Skole- og Børneudvalget Jette Henning.

– Dygtige og kompetente lærere er rygraden i vores folkeskoler, og jeg er sikker på, at ekstra lærere gør en forskel for vores elever, siger Jette Henning.

De ekstra midler fordeles efter ressourcemodellen til folkeskolerne og skal anvendes til at ansætte flere lærere på de enkelte skoler.

Foto: ABW