Rigtig mange skoleelever inklusiv skolepatruljerne oplever en utryghedsskabende adfærd fra andre trafikanter, som blandt andet kører for stærkt, ikke udviser det fornødne hensyn, som kræves omkring skolevejene, eller som har en direkte aggressiv adfærd overfor dem. Børn efterligner voksnes adfærd. De observerer og genkender det, som er i deres omgivelser. De gør det for at lære, men også for at være ligesom de andre og for at være en del af gruppen. Derfor er det ikke helt uvæsentligt, at vi som voksne går foran som et godt eksempel og overholder færdselsloven, når vi færdes i trafikken.