Vikingeskibsmuseet åbner nyt børneunivers i Vikingeskibshallen
’Er det der de rigtige skibe, der sejlede med vikingerne?’ Det spørgsmål er et af dem, der bliver stillet mest, når børn træder ned blandt de 1000 år gamle skibe i Vikingeskibshallen med deres familie, skole eller daginstitution. Ja, den er god nok. Mennesker i vikingetiden sejlede med skibene her, og nu får de mindste museumsgæster et nyt rum i Vikingeskibshallen, hvor deres nysgerrighed, fantasi og leg kan få frit spil til at forestille sig livet omkring skibene.