Sejl ud i Nationalpark Skjoldungernes Land på egen hånd i en traditionel træbåd – søsætning fredag den 26. april
Vikingeskibsmuseets bådeværft har bygget en fiskerbåd, en jagtpram og to ropramme, som efter søsætningen vil have hjemhavn i nationalparken ved Kattinge Værk Slusehus hos Naturstyrelsen. Herfra vil nationalparkens gæster kunne få store naturoplevelser, når de på egen hånd sejler ture i Roskilde Fjords mange bugter og vige ombord i et stykke levende kulturarv. Roprammene og jagtprammen bliver gratis at låne efter først-til-mølle-princippet, og de bliver låst op med en sms-kode. Ved bådene vil der være både redningsveste i forskellige størrelser, padler og årer.