Kl 14.30 holdt en 57-årig mand med sine to børn i bilen på Frederiksborgvej og afventede, at vejen blev fri, da han blev antastet af en anden mand, der steg ud af sin bil og gik hen bankede på den 57-åriges bilrude og bad ham om at køre videre. Efterfølgende kørte den ukendte mand ind foran den 57-årige og blokerede vejen for ham ved Skt Ibs Vej. Der stod han igen ud og gav sig til at sparke og slå på den 57-åriges bil, der fik knust et sidespejl og fik flere buler. Til sidst lykkedes det for den 57-årige sammen med en tililende ung mand at få stoppet den vrede bilist, som så kørte fra stedet. Politiet vil gerne i kontakt med både den unge mand, der kom til, samt en kvinde i en grå Citroën, der også så episoden, da de er vigtige vidner. Den ophidsede bilist beskrives som ca. 40 år gammel, 170-175 cm høj, almindelig af bygning og med lys hud og fipskæg. Han talte dansk og bar briller.