Katte, killinger, kaniner, hunde, marsvin og fugle. Det er blot nogle af de 2181 dyr, som lige nu søger nyt hjem eller venter på at blive klar til nyt hjem. Samme tid sidste år var antallet 1649 dyr. Sæsonen for svigtede dyr er stadig ikke helt på sit højeste endnu, og antallet af indskrevne dyr stiger dagligt.
– Det er et sørgeligt højt tal, som desværre er stigende hver sommer. Vores dyreinternater er fyldt til bristepunktet, og vores medarbejdere og frivillige ligger vandret for at kunne følge med. I år har vi særligt mange kattemødre med killinger, som vi har svært ved at finde plejefamilier til, siger Karina Fisker.