Vikingekrigeren svinger våben og viser kampteknik på Vikingeskibsmuseet
Lyden er ikke til at tage fejl af. Den skarpe lyd af stål mod stål synger over Strandengen, Vikingeskibsmuseets ‘vikingelejr’, hvor gæster kan prøve kræfter med de mange sommeraktiviteter og gå ombord i rekonstruerede vikingeskibe. Fra mandag den 3. til søndag den 9. juli besøger vikingekrigeren Tom Jersø Vikingeskibsmuseet. Han medbringer sin imponerende samling af kopier af vikingernes våben; sværd, økser, skjolde, lanser, spyd og pile. Museets gæster får lov til at holde våbnene, mærke sværdets tyngde – og måske alligevel forundres over dets overraskende lethed og raffinement.