Der er lagt op til en ganske særlig oplevelse, når MAMMA MIA! musicalen spiller i de smukke omgivelser i Ledreborg Slotspark. Det er nemlig allerførste gang, at den succesfulde musical kan opleves under åben himmel på dansk jord!

Der er tale om ganske få forestillinger, som en del af turnéen MAMMA MIA! UK & International Tour – fra d. 16. – 20. august. Der er max plads til 3.000 mennesker pr. forestilling og dermed god plads til, at publikum kan hygge sig med mad og drikke før og under forestillingen.

MAMMA MIA! – som du kender den, men ‘under åben himmel’!
Som publikum kan man glæde sig til MAMMA MIA! som man kender den, men i helt unikke og smukke omgivelser i Ledreborg Slotspark, der igennem årene har huset en lang række stemningsfulde koncerter. Forestillingerne spilles af det engelske cast på originalsproget engelsk.

OM MAMMA MIA!
Den velkendte MAMMA MIA! historie om en mor, datter og hendes tre mulige fædre, er en sand klassiker! Sceneriet udfolder sig på en græsk ø-idyl til tonerne af ABBA’ tidsløse sange.
MAMMA MIA! havde premiere tilbage i 1999 i London og har siden været en kæmpe global publikumssucces.

Flere end 65 millioner mennesker har igennem årene set de flere end 50 produktioner på over 16 forskellige sprog. I 2011 blev MAMMA MIA! i øvrigt det første vestlige musical, der blev sat op på mandarin i Folkerepublikken Kina.

Siden premieren i Londons West End, er verdens mest spektakulære og solrige musical genopstået som to yderst succesfulde musicalfilm – MAMMA MIA! The Movie fra 2008 produceret af Judy Craymer, der blev den mest indbringende musicalfilm igennem tiderne, samt filmen MAMMA MIA! HERE WE GO AGAIN, fra 2018, der er tidens mest succesrige opfølger.

Benny Andersson & Björn Ulvaeus står bag musik og tekst, mens MAMMA MIA! er skrevet af Catherine Johnson, instrueret af Phyllida Lloyd og koreograferet af Anthony Van Laast. Produktionen er designet af Mark Thompson, med lysdesign af Howard Harrison, lyddesign af Andrew Bruce & Bobby Aitken, og musikalsk vejledning, tillægsmateriale og arrangementer af Martin Koch.

MAMMA MIA! i Ledreborg Slotspark er produceret af Judy Craymer, Richard East & Björn Ulvaeus for Littlestar i samarbejde med Universal og NGM.

MAMMA MIA! – LEDREBORG SLOTSPARK – AUGUST 2023

• Onsdag d. 16. august kl. 20.00
• Torsdag d. 17. august kl. 20.00
• Fredag d. 18. august kl. 16.00
• Fredag d. 18. august kl. 21.00
• Lørdag d. 19. august kl. 15.00
• Lørdag d. 19. august kl. 20.00
• Søndag d 20. august kl. 11.00
• Søndag d 20. august kl. 16.00

Dansk arrangør: Live Nation i samarbejde med Lion Musicals

Pressefoto MAMMA MIA!