Roskilde bliver et helt særligt kulturhus rigere, når organisationen Turning Tables Danmark den 9. september slår dørene op til “Kulturlab Æblehaven/Rønnebærparken” med en åbningsfest, der byder på både bas, beats og en borgmester.

Foto ABW

Børn og unge, der bor i det almene boligområde Æblehaven/Rønnebærparken, har i månedsvis forberedt sig frem mod den store åbningsfest. De har skrevet sange, skabt fotoudstillinger og film – alt sammen noget de vil fremvise til åbningsfesten lørdag den 9. september.

Den dag markerer åbningen af ‘Kulturlab Æblehaven/Rønnebærparken’, et sted børn og unge selv skal være med til at drive, og som Turning Tables Danmark (TTDK) står bag i tæt samarbejde med bl.a. Boligselskabet Sjælland, Roskilde Festival og Bikubenfonden (se fuld partnerliste nederst).

“Vi er vildt spændte og taknemmelige for denne mulighed.
Sammen med vores lokale partnere er vores ambition at skabe et nyt samlingssted for unge i boligområdet. Et sted, hvor de kan fordybe sig i kreativt arbejde med film, foto og musik. Et sted, hvor de bliver en del af et fællesskab, og sammen skaber koncerter, udstillinger og små kulturevents for andre Roskilde-borgere”, siger Martin Højland, direktør og stifter af TTDK.

TTDK har været til stede i Æblehaven siden 2019.
Først arbejdede organisationens kreative instruktører med udgangspunkt i en ombygget skibscontainer, der indeholdt et lille simpelt musikstudie.
Med det nye hus kan organisationen nu arbejde kreativt med endnu flere børn og unge i Roskilde.

En af de børn, som har været en del af TTDK i flere år, og som glæder sig ekstra meget til kulturlab’et, er Mo på 10 år, der er opvokset i Æblehaven:

“Jeg glæder mig allermest til at lave rap, og til åbningen på lørdag har jeg lavet min egen quiz, der hedder ‘Mo’s Musikquiz’. Jeg kommer nærmest hver uge hos TT. De dage, hvor jeg kan, kommer jeg. Det gode ved at komme der meget er, at jeg er blevet meget bedre – jeg er f.eks. begyndt at lave mine egne beats. Kulturlab’et bliver fedt, fordi man kan lave musik, se film, og der er et køkken, hvor vi kan lave mad, og så kan man kan lave beats og alt muligt”, siger Mohammed Fadel Hassan på 10 år – til daglig bare kaldet ‘Mo’.

Hvad er Kulturlab Æblehaven/Rønnebærparken?
Kulturlab Æblehaven/Rønnebærparken er et kreativt unge-drevet hus for kunst og kultur.
Her kan unge fordybe sig i skabelsen af musik, film og foto med sparring fra Turning Tables’ professionelle kunstnere.

Kulturlab’et er et 180 m2 nybygget hus, der ligger i hjertet af boligområdet. Huset er bygget af entreprenørfirmaet Arne Pedersen A/S og tegnet af arkitektfirmaet Arcgency.

Byggeriet og udviklingen af Kulturlab’et er virkeliggjort gennem støtte fra Kulturministeriet/kulturaktstykket, Nordea-fonden, Bikubenfonden, A.P. Møller og Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Nykredits Fond, Lokale- og Anlægsfonden, Bygma-fonden og Roskilde Festival.

Kulturlab Æblehaven / Rønnebærparken er for alle børn og unge (8-30 år) i Roskilde, der har lyst til at arbejde kreativt og være en del af et stærkt kulturfællesskab. Tilbuddet er gratis, og der er ingen krav om forudgående erfaring.

Partnere
Boligselskabet Sjælland
Bikubenfonden
Idrætsbiblioteket
Roskilde Festival
Klub Arena
Roskilde Kommune
Arne Pedersen A/S
Arcgency
Kulturministeriet
A.P. Møller fonden
Nykredits Fond
Bygma-Fonden
Lokale- og Anlægsfonden

Åbningsfest
Lørdag den 9. september kl 15 til 19, Æblehaven 180, 4000 Roskilde

15.00: Lokale unge DJ’s
15.20: Velkomst og taler – værter Necmiye og Dilara / 13 og 14 år
– Tomas Breddam (S), borgmester Roskilde
– Signe Lopdrup, direktør Roskilde Festival
– Francisco Ortega, direktør Udvikling og Partnerskaber, Boligselskabet Sjælland
– Martin Højland, direktør Turning Tables Danmark
15.45: Koncerter med lokal børn og unge
16.15: ‘Mo’s musikquiz’ // mad + drikke // prøv kulturlab’et
17.00: Afrodance-show
18.00: Surprise-act – koncert med kendt kunstner
18.30: Kædedans
18.45: Lokale unge DJ’s // marshmallows over bål + hygge
19.00: Tak for i dag – fortsat hygge ved bålet

Pressemeddelelse.