Behovet for behandling af våd AMD vokser. Regionsrådet har afsat penge til nyt udstyr og mulighed for behandling af flere patienter. Patienterne er bange for at miste synet.

Hvis billederne på dit tv bliver utydelige. Hvis ansigter, tal og bogstaver flyder ud og rundt på skærmen. Så kunne det være tegn på våd AMD i et eller begge øjne. Våd AMD er også kendt som alderspletter på nethinden. Collage: Bo Aagaard Simonsen.

Våd AMD kræver hurtig behandling
Billederne på TV bliver utydelige. Ansigter, tal og bogstaver flyder ud midt i billedet. Nogenlunde sådan er tegnene på, at et eller begge øjne kan være angrebet af våd AMD – også kendt som alderspletter på nethinden.

Omkring en ud af 10 personer over 70 år får våd AMD i et eller begge øjne. En sygdom, der kræver behandling hurtigt. Uden behandling er risikoen for at miste synet stor.

– Vi er glade. Det har været et ønske i lang tid at få flere midler og flere redskaber til behandling af våd AMD, siger cheflæge Ditte Erngaard på Øjenafdelingen, der bor på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og på Næstved Sygehus.

Flere penge til behandling
Behovet for behandling i Region Sjælland er stort, og det bliver snart muligt for Øjenafdelingen at behandle flere borgere, fordi Regionsrådet har afsat flere penge til behandling af sygdommen i 2024.

– Våd AMD rammer især vores ældre medborgere, der med rette kan være angste for at miste synet. Jeg er derfor meget glad for, at vi har afsat penge til at kunne hjælpe flere på et område, hvor behovet for hjælp er stigende, siger Anne Møller Ronex, der er formand for sygehusudvalget i Region Sjælland.

17.000 indsprøjtninger
Ifølge cheflæge Ditte Erngaard og ledende overlæge Lisbeth Sandfeld fra Øjenafdelingen var der ingen behandling for våd AMD for 15 år siden. I dag bliver der givet 17.000 indsprøjtninger med medicin mod sygdommen hvert år på Øjenafdelingen i Region Sjælland.

Efterspørgslen på behandling af våd AMD er større, end Øjenafdelingen kan følge med til. Derfor er afdelingen glad for, at der er 4,5 millioner kroner på vej fra Regionsrådet til en ny øjenscanner til undersøgelse og mere personale til behandling af våd AMD.

– Det kan være alvorligt for borgeren at vente på behandling. Våd AMD er tidskritisk – sygdommen bliver værre jo længere tid, der går uden behandling, siger Ditte Erngaard.

Direkte i øjet
En lille gruppe af patienter med våd AMD får bedre syn af behandlingen. De fleste beholder det syn, de har, når behandlingen begynder. En lille gruppe har ingen effekt af behandlingen.

Våd AMD bliver behandlet med medicin, der bliver sprøjtet direkte ind i det ramte øje. En typisk patient med våd AMD bliver behandlet med jævne mellemrum i fem et halvt år.

Seks til syv gange om året skal patienten til behandling på sygehuset. Med behandlingen er det muligt at beholde det syn, patienten har, når den første behandling gives.

Kilde.