Vi kender Ringstedgade på hjørnet ved Borgerdiget for enden af Jernbanegade. Her har vi den store gavlreklame, et autocenter og lidt længere henne ad Ringstedgade nogle mindre butikker – frisør, bedemand mv.

Det område er nu på vej til at blive til ca. 4.850 nye etagemeter fordelt på 4 mindre erhvervslokaler i stueplan, 45 lejligheder i forskellige størrelser og 15 almene ungdomsboliger. Adressen hedder Ringstedgade 42-48, og der skal udarbejdes ny lokalplan og et kommuneplantillæg, før bygherren kan gøre det til virkelighed.

Arkitekttegningerne viser nogle bygninger, der falder godt sammen med de andre etageboliger på gaden. Det er også meningen med den helhedsplan, der tidligere er vedtaget for området.

Der er tale om to karréer, en mindre og en større, begge omkring et fælles grønt gårdrum. Parkeringen er placeret i en delvist nedgravet parkeringskælder og i nogle punkter langs et stræde mellem de to bygninger.

Bebyggelsesprocenten er højere, end den beskrives i helhedsplanen. Det opnås til dels ved at bygge punktvis højere og til dels ved at udnyttet tagetagerne til bolig.

Ringstedgade er ved at udvikle sig til i stigende grad at være et boligområde. Beliggenheden er også god. Der er knapt 1 km til Roskilde Station, og bymidten i Roskilde er tæt på. Nærmeste naboer bliver Skovbokvarter, Roskilde Idrætspark og Skoleslagteriet med INSP!

Plan- og Teknikudvalget har nu behandlet forslaget, som også skal behandles i byrådet.
Der afholdes borgermøde i høringsperioden.

Fakta
Helhedsplanen beskriver, at den vestlige side af Ringstedgade fra Borgerdiget / Jernbanegade til Spritkrydset samlet set kan blive et nyt, stort boligområde, som får plads til 28.000 m2 boliger og ca. 4.000 m2 erhverv.

Kilde. 

Roskilde Kommune Pr-foto