Arbejdet med at udrulle fjernvarmen til Frederiksborgvej rykker nu en tand nordpå.

Strækningen fra Haraldsborg op til Fynsvej har nu fået lagt rør ned, og arbejdet fortsætter fra Fynsvej til Vestre Kirkevej – altså op til ”Leverpostejbakken”. Skiftet i arbejdsområde sker den 1. marts, og den nye strækning forventes færdig 1. august.

I forhold til trafikken vil den nye strækning være ensrettet, ligesom den anden var. Det vil sige, at man kan køre mod nord men ikke mod syd ind til Roskilde fra A6.

Omkørslen kan ikke længere være ad Haraldsborgvej, da vejarbejdet nu er nord for Fynsvej. I stedet anbefaler kommunen en omkørsel ad A6 til krydset Østbyvej / Trekroner Allé, hvorefter man kan køre ad Østbyvej og Klosterengen ind mod bymidten eller ned mod havnen.

Reetablering af vejarbejdet – det vil sige det øverste lag asfalt – sker først om et års tid, når vejen har sat sig. Bøgehækkene, som man har været nødt til at grave igennem, bliver genplantet i år.

Beboerkørsel til Søro og Fjordvænget er mulig under vejarbejdet.

Følg status på arbejdet på Fors’ hjemmeside.

Kilde.

Foto ABW