Den selvejende institution BOMI, som hjælper mennesker ramt af en hjerneskade overdrages i sommeren 2021 til virksomheden Cervello. Målet er at styrke behandlingen af hjerneskadepatienter yderligere og udbrede BOMI’s tilbud til endnu flere kommuner. Samtidig muliggør en overdragelse, at Roskilde Kommune løses af de økonomiske forpligtelser overfor BOMI.
Borgmester Tomas Breddam fra Roskilde Kommune, BOMI’s nuværende bestyrelsesformand, byrådsmedlem Evan Lynnerup og bestyrerelsesformand Carsten Koch fra Cervello har nu underskrevet den aftale, som overdrager BOMI til Cervello senest 1. august 2021.
– Borgere med hjerneskade skal selvfølgelig have den hjælp, som de har brug for. Det er en opgave, der kræver specialiserede kompetencer. Derfor er jeg meget tilfreds med, at en kompetent virksomhed som Cervello ser et potentiale i at overtage og udvikle opgaven, siger borgmester Tomas Breddam.
BOMI hjælper hvert år ca. 260 borgere, som har erhvervet en alvorlig skade på hjernen, for eksempel som følge af blødning eller blodprop i hjernen, hjernerystelse eller anden ulykke. Borgere fra cirka 30 kommuner får hvert år assistance fra BOMI. Omkring 5% af BOMI’s aktiviteter har relation til Roskilde-borgere.
– Jeg er rigtig glad for, at vi nu har en løsning, hvor BOMIs store, specialiserede kompetence på hjerneskadeområdet kan videreføres og komme endnu flere mennesker til gavn, siger BOMI’s nuværende bestyrelsesformand, byrådsmedlem Evan Lynnerup.
Et højaktuelt forskningsprojekt viser, at mennesker med senfølger efter hjerneskade, som gennemfører BOMI’s arbejdsrehabiliteringsprogram, øger arbejdsevnen med adskillige timer ugentligt. Og netop den dybe neuro-faglige praksis og tværfaglige arbejdskultur er interessant, fortæller Cervellos bestyrelsesformand:
– Cervello er snart klar til at bistå mindre- og mellemstore kommuner med at løse komplekse opgaver relateret til hjerneskade-rehabilitering i nærmiljøet. Og netop derfor giver det rigtig god mening for os, at invitere BOMI med på rejsen til at blive en landsdækkende aktør. Det betyder, at inden længe kan endnu flere få glæde af de faglige kompetencer og indsatser, som BOMI har udviklet igennem mange år, siger Carsten Koch, der ser frem til at byde BOMI velkommen til sommer.
Fakta
• Byrådet i Roskilde Kommune godkendte i november 2020 en overdragelsesaftale mellem BOMI og Cervello A/S, og at den driftsaftale, som Roskilde Kommune har med BOMI, ophører. BOMI’s bestyrelse har også godkendt overdragelsen og alle formalia i forbindelse med overdragelsen er nu formelt på plads.
• BOMI er en selvejende institution med mange års erfaring med hjerneskade-rehabilitering på et højt specialiseret niveau. Virksomheden har ca. 50 ansatte og varetager genoptræning af funktionsevne, udvikling af arbejdsevne, rehabilitering i hjemmet og på arbejdspladsen. BOMI yder samtidig specialiseret rådgivning, undervisning og neuro-faglig sparring til kommunale medarbejdere. Cirka 5% af BOMI’s aktivitet har relation til Roskilde-borgere. Med den nuværende driftsaftale dækker Roskilde Kommune underskud i BOMI’s drift.
• Cervello er en Social Impact virksomhed. Virksomhedens formål er “at arbejder for at mennesker ramt af en hjerneskade, og deres familier, vender bedre og hurtigere tilbage til fællesskabet og en meningsfuld hverdag”. Cervello er grundlagt af to erfarne velfærdsiværksættere Thomas Helt fra WeCare i Esbjerg og Helene Hoffmann fra Type2dialog i Lyngby. Fra maj måned er Cervello klar til at assistere kommuner med genoptræning, rehabilitering og rådgivning i nærmiljøet.