Traditionen tro afholder Børnehjælpsdagen julefester rundt i hele Danmark for anbragte børn, der bor på institution. Vikingeskibsmuseet i Roskilde huser igen i år en fantastisk julefest med museet fyldt med glade, forventingsfulde børn.

Julefest med Børnehjælpsdagen, Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Pressefoto

Det er noget særligt for Børnehjælpsdagen, når juletiden går igang, for der afholder Børnehjælpsdagen julefester for anbragte børn i hele landet. Julefesterne er en del af Børnehjælpsdagens traditionsrige indsatser, hvor de kan glæde en stor del af de anbragte børn i Danmark, der bor på institution og derfor ikke kan se frem til en fredelig juleaften i familiens skød. Alle børn får hver en julegave, som bliver overrakt af nogle af de frivillige ambassadører, der hvert år er med til at sprede ekstra god og sjov julestemning til julefesterne.

Børnehjælpsdagen vil gerne takke Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som hvert år giver Børnehjælpsdagen lov til at låne det dejlige museum – hvor der er plads til alle de 115 glade børn og voksne fra nærliggende døgninstitutioner og opholdssteder. 

Afhængige af indsats fra julelodsælgere i Roskilde
“Vi vil gerne huske at takke de lokale lodsælgere af julelotteriet. Uden jer ville vi ikke kunne løfte opgaven med at få stablet julefesterne på benene og opfylde alle de anbragte børns juleønsker. Vi er nemlig helt afhængige af foreningeslivets og skoleklassers deltagelse i lotterisalget – og når børn hjælper børn, så er der også gode penge at tjene til fælleskassen for de friske børn, der går til alt fra spejder, svømning, ridning, fodbold, karate samt skoleleverne, der har tilmeldt sig julelodsalg i år.” siger lotteri- og administrationschef Kenneth Tingberg.

Lige nu er status, at der er 9 foreninger/klasser, der har tilmeldt sig i Roskilde Kommune. Så der er plads til mange flere aktive børn til at tage del i julelodsalget

Salget af skrabelodderne er en grundsten i mange foreningers, skoleklassers og klubbers fælleskasse – og i Børnehjælpsdagens muligheder for at hjælpe anbragte børn, som organisationen har gjort igennem præcis 119 år.

“Indtjeningen fra Julelotteriet satte rekord i 2019. Siden er det desværre gået ned ad bakke af årsager ude af vores kontrol. Men vi er optimister. Vi er jo en del af børnenes sikkerhedsnet, og vi svigter ikke. Og fordi velgørenhedslotterierne er vigtige for vores økonomi, så vil vi gerne opfordre flere aktive klubber og klasser til at melde sig. Det er faktisk den bedste tid på året at komme med på julelodsalget nu” siger lotteri- og administrationschef Kenneth Tingberg.

“Hver gang telefonen ringer, og der bliver bestilt julelodder, jubler hele kontoret. Børnehjælpsdagen er en lille hjælpeorganisation, som er mere påvirket af konjunkturer end de store organisationer. Men vi har en vigtig sag, en kæmpe rækkevidde og en dedikeret medarbejderstab, som i år må række ekstra ud mod både vores tilbagevendende sælgere og nye foreninger, skoleklasser og sportsklubber, som vil tjene penge til fælleskassen,” siger direktør Ina Thorndahl, der er med til det sidste julelotteri inden hun giver stafetten videre til Sofie Hugo, ny administrerende direktør i Børnehjælpsdagen.

Børnehjælpsdagen er en del af de anbragte børns netværk og alle de trænere, lærere, forældre og frivillige ledere som koordinerer lotterisalget over hele Danmark, er en del af Børnehjælpsdagens netværk. Organisationen hjælper op mod 10.000 anbragte børn og udsatte unge i Danmark hvert år.

Alle børn skal have lov at opleve glæde og tryghed til jul. I Roskilde Kommune er der registreret 146 anbragte børn.

FAKTA OM BØRNEHJÆLPSDAGENS JULELOTTERI
Julelotteriet bliver solgt frem til 1. januar 2024 af børn og unge, der er tilknyttet en forening, idrætsklub eller skoleklasse. Et skrabelod sælges for 40 kroner, heraf går 16-17 kroner til foreningen, klubben eller klassen. Der er også gode præmier at hente for dem, der køber julelodderne, der i år har et adventslys som motiv.

Tilmelding som lodsælger kan ske på: www.bhd.dk/lotterier

FAKTA OM BØRNEHJÆLPSDAGEN
Børnehjælpsdagen støtter anbragte børn (0-17 år) samt udsatte unge (op til 29 år) i Danmark. Hjælpeorganisationen styrker børnenes og de unges personlige og sociale kompetencer gennem projekter og aktiviteter, der afholdes over hele landet.

Læs mere på bhd.dk og facebook.com/bornehjaelpsdagen