Musikquizzen ”Tip et Hit” turnerer i øjeblikket landet rundt med hits fra flere årtier. Tirsdag kom det populære show forbi Omsorgscentret i Ågerup og fik de veloplagte gæster til at synge og gætte med
Der blev både grinet klappet og sunget med. Og snakken gik lystigt på tværs af bordene, da Klaus Strand-Holm, kendt fra pop- og rockgruppen Klaus & Servants, sammen med sin hustru Karin tirsdag eftermiddag gennemførte deres musikalske quiz-show ”Tip Et Hit” med underholdning og melodier fra flere årtier.
Det var Gundsø Ældreklub og Hobbyklub, der stod bag arrangementet, der foregik på Omsorgscentret i Ågerup, hvor deltagerne fik testet både stemmebånd og hukommelse, da Klaus Strand-Holm spillede og sang sig gennem en stribe hits. I forbindelse med de melodiske indslag udfordrede Karin Strand-Holm publikum med en række sjove spørgsmål, der fik hukommelsen på arbejde i et par timers festlig underholdning.
Man føler sig ung igen
Som en begejstret deltager sagde:
- Det er utroligt, som man lige pludselig kommer i tanker om alle mulige sjove detaljer, når man hører sangene fra dengang, vi var yngre. Man føler sig jo helt ung igen.
Inden musikquizzen var der kaffe og kage, og mens stemmerne blev talt op, underholdt Klaus Strand-Holm med nogle af sine egne hits. Blandt andet fik publikum et genhør med ”Herstedvester” og ”Den Bedste Pige”.
- Der er ikke noget som musik og menneskeligt samvær til at skabe en god fælles oplevelse, og det var et rigtig dejligt publikum, sagde Klaus Strand-Holm selv efter arrangementet.
Og det lader til, at det populære entertainer-par ramte plet med deres udvalgte sange – så meget ”plet” at der skulle to ekstranumre til, før mikrofonerne kunne slukkes og ægteparret kunne forlade Ågerup for denne gang.