Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Aug 30, 2016 til Sep 06, 2016.

Politirapporten
Politirapporten

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-roskilde.dk

Røglugt i børnehave – Æblehaven, Roskilde

Kl. 0956 slog personalet i en børnehave alarm til brandvæsnet, fordi der udvikledes kraftig røg. Personalet var endvidere begyndt evakuering af børnene. Politiet og brandvæsnet kørte til stedet, hvor det hurtigt blev klarlagt, at røgudviklingen nu var standset, og at røgen og efterfølgende en “brændt” lugt stammede fra nogle el-installationer. En elektriker blev tilkaldt til at under installationerne nærmere. Der havde således ikke været egentlig brand, ligesom alle var sluppet uskadte fra hændelsen.

Vold – Strandgade, Roskilde

Kl. 1422 fik politiet en anmeldelse fra en mandlig ansat i havnen om, at han var blevet overfaldet tidligere på dagen af en gæst, der lå med sit skib ved havnen. Kl. ca. 0900 havde den ansatte påtalt over for gæsten, at han havde uden tilladelse havde lånt en trillebør tilhørende havnen. Gæsten havde skubbet den ansatte af cyklen, tildelt ham slag i ansigtet og taget kvælertag som svar på beskyldningerne. Politiet fik kl. ca. 1530 kontakt til gæsten, der var en 37-årig mand uden fast bopæl. Han blev anholdt og sigtet for vold mod den ansatte. Den sigtede blev løsladt efter afsluttet afhøring og sagsbehandling, men kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.

Cyklist påkørt – Tofthøjvej/Ørstedvej, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 1708 skete der et færdselsuheld mellem en cyklist og en bilist. En 44-årig kvinde fra Havdrup foretog i sin personbil et venstresving fra Ørstedvej ind over en dobbeltrettet cykelsti, hvor hun overså en 12-årig dreng fra Viby Sj., der kørte på cykel ad cykelstien. Cyklisten blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen i Køge, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Bilisten kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Blufærdighedskrænker anholdt – Folkeparken, Roskilde

Kl. 1621 fik politiet et par anmeldelser fra et par teenage-piger fra Viby Sj. om, at en mand, der gik rundt og samlede flasker i Folkeparken, også “klappede” piger på numsen, når det var muligt. Pigerne gav en beskrivelse af manden, som politiet kort efter traf i Folkeparken. Der var tale om en 44-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse i forhold de piger, han havde “klappet” på numsen. Politiet løslod ham efter afhøring til sagerne, og han kan forvente at høre nærmere, når sagerne skal afgøres.

Uorden – Folkeparken, Roskilde

Kl. 2049 fik politiet en anmeldelse om noget uorden ved toiletterne i parken. Nogen skulle have sprøjtet peberspray på andre gæster i parken. Da politiet kort efter kom til stedet med flere patruljer, var der faldet ro på. Ingen var i slagsmål, og politiet hjalp en pige med at få kontakt til sine forældre, da hun havde fået peberspray på sig inden politiets ankomst. Pigen overvejer nu sammen med sine forældre, om hun vil anmelde vold pga. pebersprayen. Politiet forlod parken efter ganske tid i området.

Narkobilist med hash på sig – Køgevej, Roskilde

Kl. 1705 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Køge for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash. I forbindelse med visitationen efter anholdelsen fandt politiet ca. 95 gram hash gemt i den 24-årige underbukser. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov af euforiserende stoffer, inden han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Efter afhøring til sagerne løslod politiet den 24-årige, der kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Aquaplanning på motorvejen – Holbækmotorvejen, Holbæk / Roskilde

Kl. 1634 mistede en 23-årig kvinde fra Rødovre styringen over sin personbil, da bilen kom i slinger på grund af aquaplanning under kørsel i østlig retning mellem afkørslerne 18 og 19 på motorvejen. Hun ramte efterfølgende et autoværnet, hvorefter bilen standsede. Ingen kom til skade ved uheldet.

Kl. 1645 gik det af samme årsag galt for en 47-årig mand fra Vig St., da han på motorvejen ved Borrevejle Vig under kørsel i en personbil i østlig retning ramte autoværnet. Ingen kom til skade ved uheldet.

Tricktyveri i egen bolig / falsk “hjemmehjælper” – Knud Den Stores Vej, Roskilde

Kl. 1404 henvendte en 94-årig kvinde fra Roskilde sig til politiet, fordi hun netop var blevet udsat for et tricktyveri. Kl. ca. 1355 havde en kvinde ringet på døren til hendes lejlighed. Da den 94-årige gennem dørspionen kunne se en kvinde i hvid kittel (magen til hjemmeplejens), og kvinden ankom omkring det tidspunkt, hvor den 94-årige forventede besøg fra kommunens hjemmepleje, lukkede hun kvinden ind i sin lejlighed uden indledningsvist at ane uråd. Mod sædvane blev den 94-årige nu ført ud i køkkenet, hvor hun blev anbragt på en stol med ryggen mod resten af lejligheden. Hun fik skuldermassage af “hjemmehjælperen”, men hørte herunder noget støj fra et andet rum i lejligheden. Hun ville rejse fra stolen, medens den falske hjemmehjælper ihærdigt forsøgte at holde hende tilbage. Den 94-årige nåede dog at bemærke, at endnu en fremmed kvinde var kommet ind i hendes lejlighed. Da de to kvinder herefter skyndsomt forlod stedet, forsøgte den 94-årige at tilbageholde den sidst ankomne kvinde, men forgæves. Kvinderne, der forsvandt i ukendt retning med tyvekoster i form af smykker, der var stjålet fra soveværelset, blev beskrevet som: A: Kvinde, Sydeuropæisk af udseende, 28-32 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Talte: Dansk med accent, Iført: Hvid kittel; B: Kvinde, Dansk af udseende, 28-32 år, 155-160 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Strikket beige- og grøn-stribet trøje.

Lovgivning om euf. stoffer – Veksø, Roskilde.

Kl. 1130 var politiet på en adresse i Veksø lokalområde, hvor der blev foretaget ransagning med narkohund. På stedet blev fundet 200 gr. hash. En 31-årig mand blev sigtet for besiddelsen med henblik på videresalg. Sagen afgøres senere i retten.

Færdselsuheld – Bymarken / Blomstervang, Roskilde

Kl. 0918 kørte en 78-årig mand fra Roskilde i sin personbil ad Blomstervang mod øst. I forbindelse med svingning til højre ad Bymarken overså han en 11-årig pige fra Roskilde, der cyklede på cykelstien. Pigen blev påkørt med lav hastighed med mindre materiel skade på cyklen til følge. Sammen med sin mor blev den 11-årige pige bragt til skadestuen i Køge til behandling for mindre knubs som følge af påkørslen. Den 78-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, som mistænker ham for at have overtrådt sin vigepligt.

Færdselsuheld – Helligkorsvej, Roskilde

Kl. 2047 henvendte faderen til en 13-årig pige fra Roskilde sig til politiet for at anmelde et færdselsuheld kl. ca. 1935 i krydset ved Støden, hvor datteren havde været impliceret. Hun var blevet påkørt af en svingende bilist, således at der skete skade på hendes cykel, og pigen pådrog sig overfladiske skrammer på knæ og ankel. Bilisten, der kørte i en rød Toyota Aygo, standsede kortvarigt og meddelte, at han var uden skyld i uheldet, hvorefter bilisten kørte fra stedet uden at give oplysninger om egen identitet eller forsikringsforhold. Pigen blev tilset på skadestuen, men udskrevet efter endt undersøgelse. Politiet forsøger nu at finde frem til bilisten.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget i forbindelse med uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Uorden på perronen – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 2318 fik politiet en henvendelse fra DSB om, at nogle unge mennesker sparkede på en automat på perronen. Politiet fik på perronen kontakt til tre unge, hvoraf den ene – en 16-årig ung mand fra Hadsten – var efterlyst af Østjyllands Politi som forsvundet fra den institution, hvor han bor. Politiet tog herefter af ham for at køre ham retur til Jylland, medens de to øvrige blev sendt bort fra stationsområdet. Der var ikke sket nogen skade på automaten, så ingen blev sigtet for noget.

Brand i fryser – Gyvelvej, Roskilde

Kl. 1052 rykkede brandvæsnet og politiet ud efter en alarm om ildebrand i et udhus. Det viste sig blot at være en fryser, der var kortslukket og derfor havde udviklet lidt røg på grund af smeltede ledninger mv. Ingen kom til skade ved hændelsen, som politiet ikke undersøger nærmere.

Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde

Kl. 1607 anholdt politiet en 20-årig mand uden fast bopæl i København for tyveri af diverse kødvarer for 4900 kr., som han havde stjålet i supermarkedet Føtex. Kødet var blevet lagt i en indkøbskurv, hvorefter han passerede kasselinjen uden at betale for det. Personalet opdagede dog tyveriet og tilbageholdt manden indtil politiets ankomst. Efter endt sagsbehandling i anledning af butikstyveriet blev den 20-årige bragt retur til et psykiatrisk opholdssted i København, hvorfra han havde været efterlyst i nogle dage. Den 20-årige vil høre nærmere fra politiet, når tyverisagen skal afgøres.

Indbrud i perioden
Bakkeager, Jyllinge
Kornvej, Jyllinge
Knolden, Himmelev, Roskilde
Strædet, Svogerslev, Roskilde
Ro’s Torv, Roskilde
Vor Frue Hovedgade, Vor Frue, Roskilde
Ringstedgade, Roskilde
Køgevej, Roskilde
Drosselvej, Roskilde