Nu, hvor valgkampen har kørt i en uge, har regeringen mistet lidt af den regeringsbonus, der typisk sikrer den til enhver tid siddende regering et forspring i omtale, når en valgkamp skydes i gang. Nye tal fra Roskilde Universitets valgbarometer viser, at Venstre nu er det mest omtalte parti, men at statsministeren stadig fører i omtale i forhold til andre partiformænd.
Nye tal fra Roskilde Universitets valgbarometer tager pulsen på omtalen af partier og partiformænd her godt en uge inde i valgkampen.
Målingen foretaget den 3. oktober af de foregående 14 dages mediedækning viste et forventeligt forspring til regeringen og Mette Frederiksen. Den nye måling viser dog, at andre partier end Socialdemokratiet nu i højere grad er mere synlige i valgkampen. Således får Venstre i denne måling 17 procent af al omtalen, mens Socialdemokratiet ligger på andenpladsen med 15 procent af omtalen.
“Det vi kan se er, at mængden af omtale er begyndt at udligne sig partierne i mellem,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor i journalistik. “Lige nu får partiet Venstre mest omtale, hvilket sandsynligvis hænger sammen med deres seneste store politiske udspil. Men ser vi på alle partierne, så er omtalen nu mere jævnt fordelt mellem dem end ved valgkampens start.”
Skønt der tegner sig et mere jævnt billede af omtalen af partier, så er omtalen af partiformænd stadig meget ulige fordelt – til fordel for Mette Frederiksen. Statsministeren får således 32 procent af den samlede omtale af partilederne.
“Det ser ud til, at Mette Frederiksen som formand indtil videre har været i stand til at vedligeholde sin ‘statsministerbonus’, når det gælder omtale,” siger Mark Blach-Ørsten, der er professor i journalistik ved Roskilde Universitet. “Hvor blå blok skal dele omtale mellem to statsministerkandidater, står Mette Frederiksen som den eneste statsministerkandidat for rød blok, og det ser ud til at spille ind, når det gælder mængden af omtale.”
Om valgbarometeret
Forskere fra Roskilde Universitet undersøger dækningen af folketingsvalgkampen 2022 i både traditionelle nyhedsmedier og på sociale medier. Projektet foregår i samarbejde med TV 2 og med assistance fra Infomedia i forhold til indsamlingen af medieindhold.
Forskerne vil i løbet af valgkampen levere løbende analyser til TV 2, ligesom de vil dele data på Roskilde Universitets valgside og på sociale medier.
Projektet løber frem til valgets afholdelse. Herefter vil forskerne bearbejde alle de indsamlede data til en eller flere videnskabelige artikler.