300 frivillige cykelentusiaster er netop hjemvendt fra de franske Alper, hvor de har cyklet nogle af de mest legendariske Tour de France-bjerge.
Rytternes arbejde på den tohjulede er ikke kun for motionens skyld; de deltager nemlig i Scleroseforeningens cykelevent Cykelnerven, der samler penge ind til forskningen i sclerose. En af de frivillige ildsjæle er Johnny Roland fra Roskilde, og i samarbejde med de andre ryttere er det lykkes ham at samle 7.200.000 kroner ind. Et imponerende beløb, der betyder, at Cykelnerven siden 2014 i alt har samlet over 40 millioner kroner ind til forskningen i sclerose.
Cykelnerven er Scleroseforeningens årlige cykelevent, der hvert år tager udgangspunkt i årets Tour de France-bjerge. Cykelnerven sender hvert år hundredvis af dedikerede ildsjæle fra hele landet afsted mod de franske bjerge som afslutningen på et helt års træning og indsamling for en verden uden sclerose.
I år gik turen til de franske Alper, hvor bjerge som Alpe d’Huez, Col de la Croix-de-fer og Lacets de Mountvernier var på menuen de fire dage, hvor rytterne cyklede og samlede ind for en verden uden sclerose. Tour de France-bjergene i Frankrig var derfor guleroden efter et helt års hårdt arbejde og indsamling, hvor rytterne gennem f.eks. online indsamlinger, salg af produkter samt virksomheds- og højdemetersponsorater har formået at samle hele 7.200.00 kr. ind til forskningen. En af de ryttere, der har været med til at samle ind, er Johnny Roland fra Roskilde, der i år deltog for sjette gang på Cykelnerven.
Vi snakkede med Johnny kort inden sidste etape, hvor Alpe d’Huez skulle bestiges: – Hvis man kigger rundt her på fjerde etape lige før starten, så ser det jo fantastisk ud og stemningen er god. Men det har godt nok været hårdt i år. Der har været to kongeetaper, og jeg har virkelig måtte grave dybt de sidste to dage; både fordi der er kommet flere højdemeter på ruten end forventet, og fordi vi nogle dage har målt op til 42 grader. Det har været nogle lange dage, men når man så bliver overhalet af en rytter i en guldtrøje, som selv har sclerose, så bider man smerten i sig og fortsætter, fortæller Johnny, der gennem sit fitnesscenter i Roskilde, LifeClub, har stablet et spinningevent på benene, som har til formål at samle penge ind til forskningen i sclerose.
Afslutningen på dette års Cykelnerven er ekstra mindeværdig, eftersom det indsamlede beløb i år medfører, at Cykelnerven runder et vigtigt hjørne; siden 2014 er der nemlig blevet samlet 40 millioner kroner ind til forskningen i sclerose. Beløbet er en helt fantastisk milepæl, der har gjort en kæmpe forskel for de mere end 17.000 danskere, der hver dag lever med sclerose. Johnny fortæller, at det er stort at være en del af:
– Det er sjette år i træk, at vi laver et spinningevent, der samler penge ind til forskningen i sclerose. Eventet varer otte timer, og så kan firmaer eller privatpersoner deltage ved at købe en spinningcykel og støtte herigennem. Vi har sørget for at få en tøjsponsor, Cambione, og noget tombola indover. Det betyder, at vi i år, til trods for corona, har indsamlet over 284.000 kroner til forskningen. Derudover har vi på Team Midtsjælland i år inviteret folk med til vores fællestræninger. Hvis de giver et beløb til forskningen, så sørger vi for forplejninger – en sandwich og en sodavand. På den konto samlede vi yderligere 14.000 kroner ind i år. Det er helt fantastisk at være en del af, og det betyder utroligt meget for mig, fortalte Johnny.
I år så han særligt frem til at opleve Alpe d’Huez: – Jeg har cyklet op ad Alpe d’Huez virtuelt mange gange, så jeg glæder mig utroligt meget til at gøre det i virkeligheden. Det bliver stort at opleve. Både fordi jeg ved, at jeg støtter alle dem, der har sclerose tæt inde på livet, men også fordi min søn før har prøvet at cykle bjerget i 2019. Han cykler normalt ikke, men han formåede alligevel at komme op ad bjerget i kondisko og på en skrabet cykel dengang. Så når jeg sidder og lider på cyklen i dag, så vil jeg tænke på, hvor god han var dengang, fortæller Johnny og smiler.
Rytternes indsamling har bidraget til fantastiske fremskridt inden for forskningen i sclerose
Kampen for en verden uden sclerose er også en fortælling om mange år med forskellige forskningssejre. For bare 25 år siden kunne sclerose ikke behandles, men de seneste par år er der sket fremskridt inden for forskningen. Fremskridt, der aldrig kunne være opnået, hvis ikke der var blevet doneret støttekroner til både danske og udenlandske forskere.
Og 2022 har været et ekstraordinært og banebrydende år for forskningen i sclerose. I januar fremgik det nemlig af et studie med mere end 10 millioner deltagere, at der er en sammenhæng mellem den såkaldte Epstein-Barr-Virus og multipel sclerose. Netop dette forskningsresultat er et, som flere tusinde danskere med sclerose tæt inde på livet har ventet på i flere år; for det kan formentligt betyde, at vi i fremtiden kan stoppe udviklingen af sclerose.
Den vellykkede forskning er blot et eksempel på, hvad de dedikerede ryttere på Cykelnerven har været med til at bidrage til økonomisk. Og det er resultater som dette, der giver dem motivationen, når benene syrer til og toppen af Tour-stigningen synes langt væk for rytterne.
Cykelnerven bliver afholdt hvert år i juni. Mange af rytterne har allerede meldt sig klar til Cykelnerven 2023, der igen finder sted i juni – som altid få uger inden, Tour de France-feltet skal kæmpe sig op ad bjergene. Ruten planlægges nemlig altid efter årets officielle Tour de France-rute, når denne offentliggøres i oktober. Der er dog allerede nu mulighed for at tilmelde sig Cykelnerven 2023.
Læs mere om Cykelnerven og tilmelding hertil på Cykelnerven.dk, og følg gerne med på Cykelnervens Facebook-side: https://www.facebook.com/cykelnerven