En ny bebyggelse kan snart se dagens lys ved Kildegården. Plan- og Teknikudvalget har besluttet, at arbejdet med en lokalplan sættes i gang, så der kan komme 37 boliger langs Møllehusvej.

“Vi har sagt ja til, at få et forslag til en lokalplan, der kan skabe en boligbebyggelse, som nænsomt tilpasses den allerede eksisterende by og omliggende nabobebyggelse. Boligerne kan ligge fra rundkørslen og hen imod det nye Idrættens Hus. På den måde har vi Kildegården som centrum for idræt-, kultur- og fritidsliv og sikrer samtidig en blandet by ved at indpasse nye boliger i området”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam.

Visionen er at placere en kæde af boliger langs Møllehusvej i samme retning som Kildegårdens bebyggelse. Det forventes, at der skal opføres 37 boliger i op til 3,5 etager. Planen er, at der skal etableres mindre forhaver eller terrasser, der skal vende ud mod et større fælles grønt parkrum ind mod Kildegården. På den måde vil bebyggelsen afskærme de grønne områder fra trafikstøj.

Samtidig skal der plantes træer ud mod Møllehusvej for at skabe et imødekommende gaderum.

En parkeringsplads skal placeres syd for bebyggelsen med adgang mod Idrættens Hus, hvor man vil placere træer på samme måde som på Kildegårdens p-pladser.

Lokalplanen ligger inden for Absalons skoledistrikt, som vurderes at kunne rumme kapaciteten som følge af den nye bebyggelse.

Forslaget lægger vægt på, at der ud over beboelse også bliver adgang til grønne, offentlige friarealer, aftenskoler, foreninger og klubber.

Forventet indflytning bliver i 2021.

Fakta
– Selve lokalplanen forventes 1. behandlet i maj og endeligt vedtaget i november.
– Lokalplanen vil blive annonceret og sendt i offentlig høring i 8 uger efter den politiske godkendelse af forslaget.
– Der holdes et borgermøde i høringsperioden, men datoen er endnu ikke fastlagt.

En ny bebyggelse kan snart se dagens lys ved Kildegården. Foto: Roskilde Kommune.