I de kommende tre år fokuserer fonden massivt på at tilgodese projekter, der kan få flere danskere ud i det fri. Der er solid dokumentation for at naturoplevelser forebygger stress, siger tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, der vil give børnen flere N-vitaminer.
Noma har gjort det til hvermandseje at producere velsmagende måltider baseret på naturens eget råvarelager. Og det er projekter som Vild mad, Nordea-fonden gerne ser flere af. Uanset om man samler tang og urter ved stranden, kører på nye mountainbikespor i skoven eller lytter til historiske fortællinger langs den jyske vestkyst, så er det med til at fremme gode liv, fællesskab og aktivitet, som Nordea-fonden støtter.
Aktiviteterne ovenfor er allerede igangsat mange steder og kører i dag, men det er samtidig eksempler på aktiviteter, som Nordea-fonden gerne vil have flere af.
I de senere år er flere danskere i alle aldre søgt ud under åben himmel, og den udvikling booster fonden nu ved i de kommende tre år at støtte initiativer, som inspirerer flere til at søge ud i den nære hverdagsnatur. “Fokusområdet skal få flere børn, unge og voksne til at udfolde sig i det fri, i den nære natur, hvor de bor eller dagligt opholder sig. Det handler om at øge bevidstheden om den nære natur og se muligheder i krattet, græsplænen, parken og søen,” siger Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen.
N-vitaminer mod stress.
At flere bevæger sig ud i det fri, kan ifølge læge og tv-vært Peter Qvortrup Geisling få en positiv betydning for folkesundheden og ikke mindst for børnene. For naturen er rig på det, tv-lægen populært kalder N-vitaminer.
“Stress og mental usundhed er det næste årtis store folkesygdom, og der er solid, videnskabelig dokumentation for, at naturen er rigtig god i forebyggelsen af stress. Men børnene ved jo ikke, at naturen findes, hvis de ikke har smagt den. Derfor skal vi huske at give børn og børnebørn vitamin N. Den fra naturen,” siger Peter Qvotrup Geisling.
Om baggrunden for valget af fokus, siger Henrik Lehmann Andersen: “Vi har en klar efterspørgselsdreven tilgang i vores virke. Vi lytter til, hvad der rører sig på samfundets demokratiske og folkelige dagsordener, og hvad ansøgere henvender sig med af projekter og udfordringer. ”
Forventer at uddele 1,5 mia. på tre år.
Henrik Lehmann Andersen tror, at en markant del af de 1,5 mia. kroner, som Nordea-fonden forventer at uddele i de kommende tre år vil kunne øremærkes til to nye fokusområder. Foruden ‘Flere ud i det fri’ bliver ‘Flere børn der blomstrer’ også et markant fokusområde. Det er nyt og udtryk for en skærpet strategi, at fonden hermed udpeger to fokusområder. Men fondens retning mod gode liv, fællesskaber og aktivitet er uændret.
Sparring og uddeling året rundt.
Strategien er nærmere beskrevet på fondens hjemmeside. Her er også mulighed for at få en hurtig vurdering af, hvorvidt ens projekt er relevant for fonden, og rådgivning om hvilken af fondens medarbejdere, man kan tage en nærmere dialog med. Uddelinger sker løbende.
Fakta om ‘Flere ud i det fri’. Målgruppe: Hele befolkningen.
De enkelte støttede projekter kan være rettet mod specifikke målgrupper.
Fonden har fokus på initiativer, der:
* Styrker den mentale sundhed og bruger det fri som sundhedsfremmende arena, f.eks. vandring, badning, sanseoplevelser, hjernetræning
* Motiverer flere til motion og bevægelse, f.eks. mountainbike, havsvømning, skov-fitness, orienteringsløb, sejlads, roning og oplevelser med vand
* Udvikler rekreativ natur og giver lettere adgang til aktiviteter i den nære natur, f.eks. sankning, fiskeri, dyrkning, plantning, stier og faciliteter
* Tilbyder kunst- og kulturaktiviteter i det fri, f.eks. historiefortælling, fællessang, dans, teater, litteraturoplevelser.
Nordea-fondens fokusområder:
· “Flere ud i det fri”
· “Flere børn der blomstrer”
· Sundhed: “Børn og unges trivsel” samt “Kom hinanden ved”
· Motion: “Hold gang i kroppen” og “Mere end sved på panden”
· Natur: “Stor natur” og “Nysgerrig på naturen”
· Kultur: “Kulturen tæt på dig” og “Lyst til at deltage”
· Desuden Lokalpuljen, som støtter mangfoldige og mindre projekter lokalt eller regionalt.
Nordea-fonden har et almennyttigt formål. Fonden uddeler ca. 500 mio. kr. årligt til projekter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
Kontakt: Nordea-fonden: Kommunikationschef Tine Wickers, T 2840 8480, tw@nordea-fonden.dk.