Bureauet har ansat tre nye kommunikationsmedarbejdere og er flyttet ind i større lokaler på Maglekildes Maskinfabrik tæt ved Roskilde Domkirke.
Christina, Caroline og Mie
Som følge af stadigt flere opgaver de seneste måneder har Lindskov Communication netop ansat tre nye medarbejdere til at betjene bureauets kunder.
Mie Liljeberg er uddannet cand.mag. i kommunikation fra Aalborg Universitet i København og er ansat som kommunikationskonsulent. Caroline Leth Thaysen læser kommunikation og performance design på RUC og er ansat som juniorkonsulent. Christina Luthra blev i sommer færdig som student fra Herlufsholm og er ansat som trainee.
På grund af væksten har bureauet gennem et stykke tid været på jagt efter nye og større lokaler, der kunne danne rammerne for det øgede aktivitetsniveau. Nu er de 10 kommunikationsmedarbejdere og seks faste tilknyttede freelancere, der blandt andet består af journalister, web-programmører, multimediedesignere og fotografer, rykket ind i en af de renoverede værkstedsbygninger, der engang rummede Maglekildes Maskinfabrik tæt ved Roskilde Domkirke.
Lindskov Communication leverer kommunikationsrådgivning og løsninger inden for PR, lobby og marketing, herunder video, webdesign og social media-løsninger til en række virksomheder og organisationer. Blandt kunderne er Advodan, Continental, DanTaxi, LH Hockerup, Moestrup Alufacader, Praktiserende Landinspektørers Forening, Solrød Biogas, System Audio A/S samt Visma-koncernens danske selskaber, heriblandt e-conomic A/S.
Bureauet er medlem af det internationale bureaunetværk, Comvort, der består af flere end 60 bureauer i 40 lande samt af Public Relations Branchen i Danmark. Udover kontoret i Roskilde har Lindskov Communication også et projektkontor i Aarhus.