Pressefoto

7 buslinjer, som kører over kommunegrænsen, har været i udbud. Det handler om linjerne 207, 226E, 227, 231E, 233, 236 og 98N, som samlet har omkring 470.000 passagerer årligt. Resultatet blev, at alle linjer bliver elbusser med opladning på depot ligesom de eksisterende bybuslinjer i Roskilde.

“Vores erfaringer med elbusser på alle vores egne linjer har kun været positive. Så nu glæder vi os til, at flere busser kan være støjfrie, CO2-frie og uden lokal luftforurening. Når det samtidig viser sig, at den samlede udgift for Roskilde Kommune bliver ca. 0,4 mio. kr. mindre end de eksisterende kontrakter med dieselbusser, så er det jo helt fantastisk”, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui.

Udbuddet af de 7 linjer er sket sammen med regionernes linje 230R for at opnå en synergieffekt og en konkurrencedygtig pris. Selv om Roskilde Kommune ikke betaler til den linje – der har ca. 813.000 passagerer årligt – så vil emissionsfri kørsel på linjen gavne borgerne i Roskilde, da den har endestation på Roskilde Station.

Linje 207, der forbinder Lejre Station med Roskilde Station og betjener Sankt Hans og Boserup Skov, har flest køretimer og betjener ca. 255.000 passagerer årligt. De seks andre buslinjer har i alt ca. 217.000 passagerer årligt.

Driftsstart vil være i december 2022.

Udover de 7 linjer, mangler nu yderligere 7 linjer, der kører på tværs af kommunegrænserne og betjenes af dieselbusser.

Linje 217 mellem Lejre, Viby og Havdrup stationer er i udbud nu og vil også køre på el med start i december 2022.

Resten af busserne er opdelt i tre forskellige kontrakter. De første to busser kan tidligst blive emissionsfri fra 2024, de næste fire fra 2026.