Hele fire gymnaster fra Roskilde TeamGym er udtaget til at repræsentere Danmark til Europamesterskabet i TeamGym til april næste år.

Mathias Dalgaard og Magnus Lauritsen (øverst midtfor og til højre) vandt i 2018 EM-guld som juniorer, nu er de begge udtaget til seniorholdet. Foto: GymDanmark

Magnus Lauritsen, Mathias Dalgaard og Christoffer Krog Scherrebeck skal forsvare det danske guld på herrelandsholdet. Signe Friis Pedersen skal sammen med mixlandsholdet forsvare sølvmedaljen fra EM i 2018 eller se om den måske kan opgraderes til en udgave i guld.

Den sidste test og udtagelse foregik 10. oktober i Svendborg GF, hvor Roskilde-gymnasterne sammen med gymnaster fra hele Danmark var samlet for at kæmpe om de sidste pladser på de danske landshold. Gennem hele dagen blev gymnasterne testet i deres gymnastiske færdigheder med fokus på blandt andet sværheden af spring, udførslen af rytmiske sekvenser og deres generelle fysiske form. Elementer der gør en god TeamGym-gymnast, men som ikke er meget værd, hvis træningsmoral, samarbejdsevne og selvdisciplin ikke også er til stede, hvilket ligeledes er noget landstrænere kigger på for at kunne sætte landsholdene.

Alt i alt er jeg virkelig imponeret, glad og lettet over at se, at dansk TeamGym stadig består og at der arbejdes så godt ude i alle klubberne. Jeg nyder at se at mange af herrerne kommer igen og igen og har været med som juniorer og bevæger sig videre op og bliver seniorer. Så bliv endelig ved med at træne godt ude i klubberne, det er grunden til vi kan have en så fantastisk landsholdssamling, udtaler landstræner for seniorherrerne Lars Nørregaard

TeamGym er herhjemme den mest populære konkurrenceform inden for gymnastikken og Danmark er en af de førende nationer i verden. De danske seniorherrer har vundet EM-guldet ved de sidste 10 mesterskaber.

EM i TeamGym afholdes i Ballerup Super Arena fra 14-17 april 2021 og arrangeres i et trekløversamarbejde af Danmarks Gymnastikforbund (GymDanmark), Sport Event Denmark og Ballerup Kommune for European Gymnastics.

Der konkurreres på både senior og junior-niveau. Find listerne med navne på alle de danske landsholdsgymnaster på www.gymdanmark.dk