Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/02/07 til 2020/02/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i garage – Lærkevej, Gadstrup, Roskilde

Kl. 20.45 kørte politi og brandvæsen til Gadstrup, hvor en garage var brudt i brand. Brandvæsnet fik i løbet af kort tid branden under kontrol, og politiet optog rapport. Der var formentlig tale om en ladestation eller anden el-installation, som var ophav til branden.

Indbrudstyve afsløret – Industrivænget, Havdrup – Solrød

Kl. 23.26 fik politiet via alarm 112 en henvendelse fra en borger, der kunne høre støj fra en nærliggende lejlighed, hvor to mænd var i færd med at begå indbrud. Politiet kørte hastigt til stedet og traf på stedet to mænd med to tasker og tyvekoster. Der var tale om en 19-årig mand fra Slagelse og en 39-årig mand uden fast bopæl, som begge blev anholdt og sigtet for indbrud i lejligheden, som de havde rodet igennem. Den 19-årige var desuden i besiddelse af en ulovlig kniv og en taser ved anholdelsen, hvor den 39-årige blev fundet i besiddelse af en ca. 1 gram amfetamin. I den ene taske fandt politiet et koben. De to anholdte blev afhørt til sagerne, hvorefter den 19-årige blev løsladt. Den 39-årige blev efterfølgende afleveret i et arresthus, idet han i forvejen var efterlyst af politiet til afsoning af en tidligere idømt frihedsstraf. Begge vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.

Færdselsuheld – Vindingevej, Vindinge, Roskilde

Kl. 13.37 kom en færdselsbetjent tilfældigt forbi en bilist, der havde fået ødelagt venstre forskærm på sin personbil. Årsagen hertil var ifølge bilisten selv og vidner, at en palle var fløjet ned fra presenningen på en lastbil og havde ramt personbilen, der blev ført af en 47-årig kvinde fra Greve. Føreren af lastbilen var en 36-årig mand fra København S, som af færdselsbetjenten blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet han ikke havde sikret sig, at gods ikke kunne falde af lastbilen under kørslen. Bilisten slap med forskrækkelsen, og lastbilchaufføren kan nu forvente at modtage en bøde.

Pige på brændestak – Boserupvej, Roskilde

Kl. 18.44 fik politiet en henvendelse fra et ældre ægtepar om, at en pige befandt sig på en brændestak uden for deres bopæl på Boserupvej. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 14-årig pige fra Hvalsø, som var meldt savnet ca. 30 minutter tidligere til politiet, idet hun var gået fra et sygehus i Roskilde kl. ca. 17.00. På grund af efterlysningen af pigen havde politiet iværksat en større eftersøgning med flere patruljer lokalt i Roskilde, men denne eftersøgning kunne dermed hurtigt indstilles efter henvendelsen fra ægteparret. Pigen blev herefter bragt retur til sygehuset til fornøden omsorg og behandling.

Færdselsuheld / spirituskørsel – bil beslaglagt – Vindingevej, Roskilde

Kl. 20.41 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en parkeret bil var blevet påkørt. Det viste sig, at en spirituspåvirket, 61-årig mand fra Roskilde var kørt i en personbil ad Vindingevej mod øst, da han af ukendte årsager påkørte en parkeret varebil. Den 61-årig slap uskadt fra uheldet, men blev sigtet for spirituskørsel og fik i den anledning udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 61-åriges personbil blev beslaglagt, idet politiet efter de foreløbige undersøgelse har en formodning om, at alkoholkoncentrationen i hans blod vil overstige 2,00 promille, således at politiet har hjemmel til at beslaglægge et køretøj selv i førstegangstilfælde af spirituskørsel. Den 61-åriges førerret blev af samme årsag også inddraget, således at han ikke længere må køre bil. Den sigtede vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.

Vold – Roskilde station – Roskilde

Kl. 07.28 anmeldte en 23-årig mand fra Roskilde, at han tidligere på morgen i tidsrummet kl. 0545-0600 i en glasventesal på perron på Roskilde station var blevet overfaldet af en gruppe unge drenge. Den 23-årige opholdt sig i ventesalen, da gruppen kom ind, og den 23-årige faldt i snak med en af dem. De blev dog uenige, hvorefter den unge slog den 23-årige med et knytnæveslag i hovedet, så han faldt ned på gulvet. Herefter begyndte flere fra gruppe at sparke den 23-årige i hovedet og på kroppen. Det lykkedes offeret at løbe væk med gruppen bagefter og gemme sig, inden gruppen forsvandt i ukendt retning. Den unge mand, som startede med at slå den 23-årige, blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 18-20 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: skeløjet og pandehår ned til øjenbrynene, Talte: Dansk, Iført: mørkeblå jeans. Den 23-årige pådrog sig diverse overfladiske skrammer som følge af overfaldet, hvor politiet nu forsøger at få identificeret gruppen via bl.a. eventuel overvågning på togstationen.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket gruppen på togstationens område og på perronen (for tog mod København) søndag morgen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Cyklist ramt af bil – Sankt Clara Vej/Havnevej, Roskilde

Kl. 14.04 kørte en 82-årig mand fra Roskilde ad Havnevej, hvor han i krydset ved Sankt Clara Vej overså en cyklist og kørte frem for sin ubetingede vigepligt. Bilen stødte sammen med cyklisten, en 18-årig kvinde fra Roskilde, som kørte ad Sankt Claravej mod syd. Sammenstødet skete ved lav hastighed, men cyklisten væltede og slog sig. Hun slap dog fra uheldet med knubs. Politiet optog rapport og den 82-årige kan forvente at høre mere i sagen.

Brand i værksted – Gulddyssevej, Gundsøgmagle, Roskilde

Kl. 18.00 kom et 112 opkald om brand i et værksted, som er beliggende i en tilbygning til en gård. Politi, brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet, hvor Ejeren af gården havde set, at der var ild omkring en el-tavle og forsøgte at slukke ilden med tre skumslukkere. El-tavlen brændte dog for kraftigt til at ilden gik ud, og der kom en kraftig røgudvikling. Gårdejeren blev herunder udsat for en del røg, så han blev undersøgt for røgforgiftning i ambulancen. Han var dog ikke kommet alvorligt til skade. Brandvæsnet fik slukket ilden, før den spredte sig til andre bygninger. Der skete røg og sodskade på værkstedet, hvor der blev opbevaret en diverse el-værktøj. Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne omkring branden, som opstod formentlig på grund af fejl ved el-tavlen.

Flygtede efter påkørsel – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 10.42 blev en 50-årig mand fra Ugerløse påkørt bagfra, da han var på vej ud fra tankstationen Circle K parkeringsplads i sin bil. Føreren af den bagvedkørende VW Passat steg ud og talte med den 50-årige, men da Passatens fører blev bedt om at oplyse sit navn, satte hans sig ind i Passaten og kørte hastigt fra stedet. Begge biler fik skader, som følge af påkørslen, men ingen personer kom til skade. Den 50-årige bilejer tog nummerpladen til Passaten, som han oplyste til politiet ved anmeldelsen. Nummerpladen viste sig at være efterlyst, da den blev stjålet i Glostrup dagen før.

Føreren af Passaten beskrives som: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-35 år, 190 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Sort, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Skægstubbe, Talte: Dansk, Iført: Sort jakke, sorte arbejdsbukser. Passaten var af ældre årgang, sort, sedan personbil.

Politiet efterforsker nu sagen og skal i den forbindelse gennemgå overvågningen fra tankstationen. Vidner som har set den sorte Passat, der muligvis har skader på fronten eller føreren af denne bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Vigepligtsuheld med cyklist – Helligkorsvej, Roskilde

Kl. 16.23 kørte en varebil ad Rønne Alle og skulle fortsætte lige ud i krydset ved Helligkorsvej. Føreren af varebilen, en 28-årig mand fra Rødovre overså en cyklist, som kom kørende ad Helligkorsvej i østlig retning og skulle lige ud i krydset. Varebilen kørte derfor ud foran cyklisten, som ikke kunne nå at bremse, men stødte ind i varebilen og væltede om på siden. Cyklisten, en 24-årig kvinde fra Roskilde, slap fra uheldet med skrammer. Politiet optog rapport i sagen om vigepligtsuheldet, og den 28-årige fører af varebilen kan forvente at høre mere fra politiet.

Butikstyve stak af – Roskildevej, Benløse, Ringsted

Kl. 20.44 anmeldte personalet fra Netto, at de på overvågningen havde set en mand forlade butikken med en kurv fyld med varer. Medarbejderen fra butikken løb ud på parkeringspladsen, hvor der holdt en bil med lyset tændt og manden stod ved bilen. Manden stak dog af, selvom Nettomedarbejderen tog fat i ham, og sagde at han skulle blive på stedet. Medarbejderen så den flygtende mand forlade stedet sammen med to andre mænd i nordøstlig retning mod Roskildevej, men valgte at blive ved bilen for at sikre den. På butikkens overvågning kunne personalet se, at den flygtende mand (A) havde været i selskab mod to andre mænd (B og C), som havde forladt stedet kort før tyven.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor de søgte efter de flygtende mænd, men fandt ikke frem til dem. Politiet undersøgte den efterladte bil, hvor kurven med varerne fra Netto lå. Der lå desuden andre dagligvarer i bilen, som kunne stamme fra tyveri fra andre steder. Politiet kontaktede den registrerede ejer af bilen, som oplyste at bilen var blevet solgt til en mand fra Rumænien.

De tre mænd beskrives som:
A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 30-40 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Iført: Sort jakke, sorte bukser, sorte sko med hvid sål

B: Mand, Østeuropæisk af udseende, 30-40 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Kronraget / skaldet, Hårlængde: Skaldet, Iført: Sort jakke med lys pels på hætten, blå cowboybukser, lysebrune sko., Medbragte: rygsæk.

C: Mand, Østeuropæisk af udseende, 30-40 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: Sort kasket, sort jakke, lyseblå cowboybukser.

Politiet efterforsker nu sagen, for at finde frem til køberen af den efterladte bil, samt at klarlægge om de fundne varer i bilen også var tyvekoster. Vidner som har set de tre mænd, der havde været inde i Netto, og som har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Brand i skraldespand – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 05.58 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde sat ild til en skraldespand i forhallen på Roskilde Station. Anmelderen oplyste, at han det var anden gang på en uge. Anmelderen havde slukket branden, men brandstifteren ville nu ikke forlade stedet. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 62-årig mand fra Roskilde, som fremstod psykisk uligevægtig. Der var tale om en meget lille brand i en skraldespand, og ingen personer eller ting havde været i fare. Den 62-årige blev sigtet for forsætlig brandstiftelse, hvorefter patruljen kørte ham hjem. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Butikstyveri – Skomagergade, Roskilde

Kl. 11.15 blev en 40-årig kvinde fra Roskilde tilbageholdt i Meny for butikstyveri. Kvinden havde en skuldertaske liggende i indkøbskurven, hvor hun puttede dagligvarer i form af pålæg, ost, bananer, agurk, hakket oksekød, rugbrød ned i tasken til en samlet værdi af 216 kr. Kvinden lukkede tasken og tog den på skulderen inden hun gik til kassen og betalte for en pakke tandpasta, men undlod at betale for varerne i tasken. Personalet tilbageholdt kvinden ved udgangen, og hun erkendte tyveriet. Forretningen indgav herefter en skriftlig anmeldelse til politiet, og kvinden kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Solouheld – Roskildevej, Ågerup, Vipperød – Holbæk

Kl. 12.09 skete et solouheld, da en 89-årig mand fra Holbæk af uvisse årsager mistede herredømmet over bilen, så den kørte af vejen og ind i et hegn ud for Roskildevej nr. 404. En patrulje blev sendt til stedet, hvor ejeren af hegnet blev orienteret om skaderne, og der blev udvekslet forsikringsoplysninger. Politiet registrerede uheldet, hvor ingen personer kom til skade.

Lov om euforiserende stoffer – Æblehaven, Roskilde

Kl. 19.05 var en patrulje forbi et skur på Æblehaven, hvorfra der lugtede kraftigt af hash. En 41-årig mand uden fast bopæl smed i forbindelse med politiets kontrolbesøg to poser med hash på gulvet, som politiet konfiskerede. Der var tale om 2,36 gram hash. Den 41-årige er sigtet i sagen, som vil blive afgjort på et senere tidspunkt.

Kl. 19.21 gik en 35-årig mand fra Roskilde forbi en civil betjent, imens han røg en joint. Betjenten visiterede den 35-årige og fandt endnu en joint. Manden er sigtet og vil få afgjort sagen på et senere tidspunkt.

Kl. 19.50 var den igen gal i skuret i Æblehaven. En patrulje medbringende en narkohund fandt 3,24 gram hash på en 55-årig mand fra Køge, som blev sigtet i sagen. Også denne sag vil blive afgjort på et senere tidspunkt.

Lov om euforiserende stoffer – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 01.01 bemærkede en patrulje tre personer i en oplyst elevator på Roskilde Station, som var i færd med at anrette en bane hvidt pulver på en telefon. Da patruljen rettede henvendelse til de tre personer, forsøgte den ene person, en 18-årig mand fra Hedehusene, at ryste pulveret af telefonen. Politiet beslaglagde 0,01 gram kokain og sigtede den 18-årige i sagen. Han kan se frem til at høre fra politiet, når sagen skal afgøres.

Lørdag – søndag

Færdselsuheld – Lindenborgvej, Roskilde, Lejre kommune

Kl. 08.58 blev politiet kaldt ud til et færdselsuheld, hvor en personbil ført af en 74-årig kvinde fra Roskilde kom kørende ad Gevninge Bygade i sydgående retning og skulle dreje til venstre ad Lindenborgvej, hvor hun havde ubetinget vigepligt. I venstresvinget påkørte den 74-årige en 50-årig kvinde fra Roskilde, der var i færd med at krydse vejen. Den 50-årige blev vejledt om at søge skadestue for at blive undersøgt, og politiet optog rapport for at klarlægge uheldets omstændigheder.

Brand i bil – Gråbrødre Skole, Grønnegade, Roskilde

Kl. 01.43 blev politiet alarmeret om en bil, der stod i brand holdende på Gråbrødre Skole. Politiet optog rapport og foretog undersøgelser af bilen, idet en rude var knust, og branden formodes at være påsat.

Indbrud i Perioden

Industrivænget, Havdrup
Rådalsvej, Jyllinge
Langebjergvænget, Roskilde
Algade, Roskilde
Fåborgvej, Himmelev, Roskilde
Præstemarksvej, Roskilde

Algade, Roskilde

Svaløvej, Veddelev, Roskilde
Industrivej, Roskilde
Frederiksborgvej, Roskilde