Roskilde er en af 11 kommuner i landet, som har fået midler af Sundhedsstyrelsen til at fremme sundheden blandt kortuddannede borgere mellem 40-60 år. Projektet kaldes “Er du sund og rask?” og er et partnerskab mellem FOA Roskilde og Roskilde Kommune.

Pressefoto Sundhedssamtale

Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at folk med korte uddannelser ofte lever mindre sundt end folk med lange uddannelser, ligesom de har højere risiko for at udvikle sygdomme. Hvis vi skal gøre op med den ulighed, er der brug for tidlig forebyggelse af livsstilssygdomme.

Roskilde Kommune har i samarbejde med fagforeningen FOA gjort en indsats for at tilbyde sundhedssamtaler på arbejdspladser med mange FOA-medlemmer mellem 40-60 år.

Sundhedssamtalerne havde både til formål at opspore sygdomstegn og informere om og tilbyde medarbejderne kommunens forebyggelses- og sundhedstilbud: – En indsats som den her kan være med til at mindske risikoen for at udvikle livsstilssygdomme, men samtidig også understøtte, at medarbejdere med et hårdt fysisk arbejde får et godt og sundt arbejdsliv, udtaler Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

I alt har 615 medarbejdere i Roskilde Kommune fået en sundhedssamtale, herunder medarbejdere fra blandt andet plejecentre, bosteder, specialskoler og i børnehaver og vuggestuer. Mange af de medarbejdere har et hårdt, fysisk arbejde, som kan øge nedslidningen, risikoen for en række alvorlige sygdomme og mindske overskuddet til fysisk aktivitet i fritiden. Derfor har fokus særligt været på den enkelte medarbejders sundhed i såvel privat- som arbejdsliv. Den enkelte medarbejder kunne få professionel vejledning af en sundhedskonsulent på baggrund af vægt, lungernes funktion, og deres sundhed og trivsel generelt.

Sundt arbejdsmiljø på dagsorden.
Den 23. januar 2020 afholdes afslutningskonferencen for projektet, hvor resultaterne og erfaringer fremlægges. Blandt andet kommer tidligere forbundsformand for FOA Dennis Kristensen og fortæller om essenssen af det gode partnerskab:

– Arbejdspladsen er en oplagt arena for en sundhedsindsats, der kan medvirke til at skabe større lighed i sundhed. Derfor er det så godt, at Roskilde Kommune og FOA er gået sammen i et spændende partnerskab om sundhed, udtaler Dennis Kristensen, tidligere forbundsformand for FOA.

Og netop det gode partnerskab er vigtigt for, hvordan man kan hjælpe hinanden, når målet er bedre trivsel for den enkelte medarbejder. Både når det gælder samarbejdet mellem FOA Roskilde, der har direkte kontakt til målgruppen, og Roskilde Kommune, som kan har forskellige sundhedstilbud og ikke mindst lederne på den enkelte matrikel, der skal hjælpe deres medarbejdere til at få et sundere arbejdsliv.

FAKTA.
Projektet “Er du sund og rask” er et 2 ½ årig projekt, som er støttet af satspuljemidler fra Sundhedsstyrelsen.
I alt har Roskilde Kommune gennemført samtaler med 615 medarbejdere. Cirka halvdelen af samtalerne var med medarbejdere i alderen 40-60 år, kortuddannet og medlem af FOA.
Målgruppen var primært kortuddannede FOA-medlemmer i alderen 40-60 år, men mange kollegaer til målgruppen fik også tilbudt en sundhedssamtale, når de blev udbudt på arbejdspladsen.
Den 23. januar 2020 afholdes afslutningskonferencen for projektet, hvor blandt andet tidligere formand for FOA Dennis Kristensen fortæller om Roskilde Kommune og FOA Roskildes samarbejde i projektet.

Del på sociale medier