Især to faktorer har gjort ghanesiske regeringer ude af stand til at implementere en vellykket industripolitik, hvilket er gået ud over landets økonomi, konkluderer professor (mso) Lindsay Whitfield, der forsvarer sin doktordisputats på Roskilde Universitet fredag den 24. maj.

Ghana har et stabilt demokrati, men økonomien er underudviklet. I sin doktordisputats har professor (mso) Lindsay Whitfield fra Roskilde Universitet undersøgt, hvorfor skiftende ghanesiske regeringer ikke er lykkedes med at transformere den økonomi, som landet overtog, efter det havde opnået selvstændighed.

Ifølge Lindsay Whitfields forskning er det nødvendigt at implementere en indstripolitik for at omlægge kolonitidens økonomi til den økonomiske virkelighed i en selvstændig nation, hvor man skal overvinde bestemte udfordringer, så man kan øge produktiviteten i landbruget og opbygge virksomheder, der er konkurrencedygtige i en liberaliseret national markedsøkonomi. Men det er ikke lykkedes i Ghana, konkluderer forskeren fra Roskilde Universitet i sin doktordisputats, der er udgivet som bog med titlen ‘Economies after Colonialism: Ghana and the struggle for power’ på forlaget Cambridge University Press.

Bogen bygger på mere end et årtis forskning i de politiske og økonomiske udfordringer ved en økonomisk transformation i Ghana. Disse udfordringer har deres udgangspunkt i den økonomi, som landet arvede ved selvstændigheden, og i magtkampe, der opstod under den efterfølgende afkolonisering, hvilket betød, at landet var fastlåst i det samme spor, som det har vist sig svær at bryde ud af.

“Der er en fornyet interesse i akademiske kredse såvel som internationale organisationer og afrikanske regeringer for behovet for industripolitikker. Det har genåbnet debatter om behovet for statsintervention, men også hvilke typer af statsintervention og politik der er nødvendige til at understøtte en industripolitik,” siger Lindsay Whitfield og fortsætter:

“Denne bog bidrager til den debat ved at se på den specifikke case i Ghana. Alle industripolitikker er vanskelige at implementere, for de er i sagens natur politiske, og nogle landes kontekster er vanskeligere end andre på grund af magtfordelingen i samfundet. ‘Hvad der virker’ kan ikke generaliseres, men i højere grad skal rådgivning om industripolitikker skræddersys til hvert enkelt land, hvor man tager højde for magtfordelingen og dens implikationer,” forklarer RUC-forskeren.

Forklaringen på, hvorfor de skiftende ghanesiske regeringer ikke har været villige til eller i stand til at gennemføre industripolitikker, er, at de har måttet agere i en kontekst, som har været præget af kompetitiv klientelisme og svage nationale kapitalister, der ikke har været stærke nok til at påvirke magthaverne til at skabe tilstrækkelige synergier mellem stat og privat kapital. Svage nationale kapitalister, som typisk findes inden for landbrug og industri, er kendetegnet ved at være svage på to områder. Dels er deres produktion og organisation ikke i stand til at præstere på et internationalt niveau, hvad angår effektivitet og kvalitet, og dels har de begrænset politisk indflydelse.

I en ghanesisk sammenhæng er den kompetitive klientelisme kommet til udtryk ved, at de politiske eliter har været både fragmenteret og polariseret på grund af sociale kløfter, som fandtes allerede inden selvstændigheden, men som er blevet yderligere politiseret under afkoloniseringen.

Det har gjort det umuligt at samle de politiske eliter, og de forskellige politiske grupperinger, som har haft regeringsmagten, har altid stået over for stærke politiske grupperinger uden for regeringen. Den tilstand har gjort den regerende elite sårbar over for at blive fjernet fra magten i Ghana, hvilket har gjort dem fuldstændig afhængige af de samfundsgrupper, som de har baseret deres magt på. Det har betydet, at den siddende regering har været nødt til at have en fordelingspolitik, som primært tilgodeser støtterne, så magthaverne kan holde sammen på magten og kan vinde det næste valg. Og sådan en fordelingspolitik har ikke været det bedste for landets økonomi.

Konsekvensen er, at de skiftende regeringer ikke har været i stand til at lægge en langsigtet plan for økonomien.

Statsdomineret politik har ikke været vejen frem i Ghana
De to faktorer, kompetitiv klientelisme og svage nationale kapitalister, har gjort det svært for stat og privat kapital at finde sammen om fælles interesser, som kunne danne grundlag for en vellykket industripolitik. Frem for en adskillelse af stat og privat kapital er fælles interesser mellem den herskende politiske elite og kapitalistiske virksomheder en forudsætning, hvis regeringer skal kunne forfølge og implementere industripolitikker i Ghana, lyder en af konklusionerne i Lindsay Whitfields doktordisputats.

Når ghanesiske regeringer har forsøgt at gennemføre en industripolitik, har forsøgene typisk været præget af statsstyrede investeringer i produktionen frem for statslig støtte til private virksomheder, og derfor har man ikke været i stand til at opnå fælles interesser. En primært statsdomineret industripolitik kan være succesfuld, men ikke hvis den er præget af kompetitiv klientelisme, som i Ghanas tilfælde, for det kan medføre dårlig ledelse af statsejede virksomheder og landbrug.

Tendenserne i den økonomiske politik i Ghana har været de samme, uanset om det har været et liberalt, markedsorienteret parti eller et socialdemokratisk, statsorienteret parti, der har haft regeringsmagten, viser Lindsay Whitfields forskning.