Traditionen tro indtager gymnasterne Vigen i Roskilde, når DGI inviterer til Gymnastik ved Fjorden den 1. juni 2019.

Under åben himmel med græs under fødderne og udsigt over Roskilde Fjord bliver gymnastikkens sommeropvisningerne skudt i gang den første lørdag i juni.

Store og små
70 hold fra store dele af Sjælland er klar til sommergymnastik i Roskilde. Her kan store og små gymnaster vise, hvad de har arbejdet med i løbet af sæsonen.

“Vi har en stolt tradition med gymnastikopvisningerne om sommeren. Her samles mange forskellige hold – både indenfor fitness og den mere traditionelle gymnastik. Fælles for dem er, at de deler samme passion. Det skaber et fantastisk fællesskab, når så mange er samlet et sted”, siger Niels Vest, der er idrætskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland.

Forlænger sæsonen
Gymnastik ved Fjorden er blevet et tilløbsstykke og kan byde på en usædvanlig smuk opvisningsplads. Deltagerantallet vækker begejstring hos DGI.

“Vi opfordrer gymnastikforeningerne til at forlænge sæsonen ved at tage med til opvisningen. På den måde bliver sommerpausen ikke så lang, og det gør det væsentligt nemmere at holde “fast” i medlemmerne i foreningerne. Det er dejligt, at så mange foreninger er med i år”, siger Niels Vest.

Køligt overblik
Bag sommeropvisningen står et dedikeret og erfarent team af frivillige fra DGI. Her er det lysten og passionen, der driver værket. Og der er nok at se til, når så mange gymnaster og publikummer melder deres ankomst.

“Det er vigtigt for os, at alle får en god oplevelse, der giver lyst til at komme igen. Vi har det for øje, når vi laver programmet og selvfølgelig under stævnet, hvor vi knokler for at give alle en god oplevelse. Vi gør det jo, fordi vi slet ikke kan lade være. Tænk at kunne give så mange mennesker et brag af en opvisning”, siger Henrik Agerlin, der er frivillig i DGI Midt- og Vestsjælland Gymnastik & Fitness Stævneudvalg Øst.

Tid og sted
Gymnastik ved Fjorden finder sted den 1. juni 2019 fra kl. 10.00 til 17.30. Stævnet bliver afholdt ved Roskilde Camping v/ Vigen, Baunehøjvej 7, 4000 Roskilde, Danmark.

Se hele programmet her.

Foto: DGI