EU-Parlamentet har netop besluttet at komme plastik i havet til livs, og det vækker glæde hos dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection.

Hvert år lander 640.000 tons plastik i form af fiskeudstyr i verdens oceaner. I dag har EU-Parlamentet besluttet at tage kampen op mod en del af dette plastikaffald. Et flertal i parlamentet har vedtaget at forbyde salg af engangsprodukter af plast, der ender som affald på strandene og i havene. Plastik udgør nemlig 70 procent af affaldet i havet.

Pressefoto World Animal Protection.

Det drejer sig om fx lette plasticposer, balloner og engangsbestik, men også fiskeredskaber er omfattet af den nye lov, som træder i kraft i 2021. Og loven er ikke kun en gevinst for miljøet. Det er også en livline til de millioner af dyr, som lever i oceanerne, mener Gitte Buchhave, der er direktør i den danske afdeling af dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection.

– Det er en utrolig vigtig lov, som EU nu indfører – og et endnu vigtigere signal, som Europa sender. Plastik i havene er en dræber for miljøet og en katastrofe for fx delfiner, hvaler og skildpadder samt fugle og mindre havdyr. Så denne lov er utrolig vigtig at få igennem, forklarer Gitte Buchhave.

Engangsplast er også fiskeudstyr.
EU vurderer, at fiskesnører, liner og net udgør over en fjerdedel af skraldet på europæiske strande. Fordi fiskegrejet ofte er lavet af plastik, kan det være op til 600 år om at blive nedbrudt. Derfor har EU-Parlamentets miljøudvalg også anbefalet, at loven dækker mistet eller forladt fiskeudstyr. Og det er skelsættende, mener Gitte Buchhave, fordi der hvert år bliver efterladt 640.000 ton spøgelsesnet i havene.

– Nogle af de efterladte fiskegarn er større end en fodboldbane, og konsekvenserne for havdyrene er skæbnesvangre. Vi har netop fået Den Internationale Hvalfangstkommission til at vedtage en indsats, som skal beskytte hvaler og delfiner mod spøgelsesnet. Og nu reagerer EU med tiltag og lovgivning, der anerkender problemet. Det giver heldigvis grund til optimisme, lyder det fra Gitte Buchhave.

Fiskegrej lavet af plastik kan være op til 600 år om at blive nedbrudt. (Pressebillede World Animal Protection)

Globalt problem.
Ifølge World Animal Protection bliver 136.000 hvaler, delfiner, sæler, søløver og havskildpadder hvert år fanget i spøgelsesnet – og tallet bliver langt højere, når man medregner fisk, fugle og andre dyr i havet.

Derfor har World Animal Protection taget initiativ til en global indsats mod spøgelsesnet og plastik i havene. Global Ghost Gear Initiative (GGGI) er en alliance mellem interesseorganisationer, FN, producenter og regeringer. Senest har alliancen fået FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, til at indføre obligatorisk mærkning af alt kommercielt fiskegrej inden 2025.

Del på sociale medier