Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2015-11-06 til 2015-11-11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Anholdelse – Tyveri af diesel – Roskilde
2015-11-06 – Kl. 03.00 bemærkede en patrulje, at en personbil kørte lidt frisk til i et sving fra en sidevej ind på Holbækvej, Roskilde. Da patruljen fik bilen standset, fik politiet kontakt med to mænd på 24 og 28 år fra Roskilde. Inde fra personbilen kunne politiet konstatere en kraftig lugt af diesel, hvorefter politiet ved ransagning af bilen fandt ca. 170 liter diesel samt pumpeudstyr i bagagerummet.
De to mænd blev derfor anholdt som mistænkte for tyveri af dieselen, idet de ikke umiddelbart kunne redegøre for, hvorfra dieselolien stammede. De skal nu fredag formiddag afhøres til sagen i håb om at få opklaret, hvor dieselolien stammer fra.

Anholdelse – Våbenlovgivningen – Roskilde
2015-11-11 – Kl. 10.00 ransagede politiet bopælene hos en 26-årig mand og en 39-årig kvinde begge fra Roskilde på grund af mistanke om besiddelse af ulovlige våben. Ved ransagningen fandt politiet et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition, yderligere ammunition af anden kaliber, ulovlige knive, 8 gram hash samt slagredskaber. Begge blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af ulovlige skydevåben, våbenlovgivningen samt lov om euforiserende stoffer for mandens vedkommende. Begge anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Kolonihavehus brændt – H/F Maglehøj, Roskilde
2015-11-10 – Kl. 02.43 kørte brandvæsnet og politiet til ildebrand i et kolonihavehus. Branden blev opdaget en kolonihavehus-beboer, der var vågnet ved lydene fra den brændende bygning. Brandvæsnet var hurtigt på stedet og startede slukningsarbejdet. Branden havde bevirket, at flere vinduer var knust, og brandvæsnet fik efter ca. 45 minutters slukningsarbejde branden under kontrol, hvorefter efterslukningen blev indledt. Kolonihavehuset stod ikke til at redde, og politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.

Pengeskab opbrudt – Boserupvej, Roskilde
2015-11-10 – Kl. 22.55 anmeldte personalet på en institution, at der var sket et indbrud i en beboers værelse, hvor et pengeskab var brudt op. Kort forinden var en røgalarm blevet aktiveret. Politiet kunne på institutionen konstatere, at pengeskabet var skåret op med en vinkelsliber, hvorfra røg formentlig havde aktiveret røgalarmen. Fra pengeskabet var stjålet lidt medicin, cigaretter og få kontanter. Efterforskningen i sagen førte politiet til, at to andre mandlige beboere på 31 og 38 år kunne mistænkes for at være gerningsmændene. De blev derfor anholdt og sigtet for tyveriet, som de straks erkendte. Politiet fandt også både vinkelsliberen og de stjålne ting. Begge anholdte blev dog løsladt efter afhøring til sagen, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.

Røveri – Roskilde
2015-11-09 – Kl. 20.57 blev anmeldt om røveri mod Dagli’Brugsen, Klosterengen, hvor en mand kom ind i og truede personalet med en pistol og undløb fra stedet med et kontantbeløb.
Røveren beskrives som: Mand, dansk, 19-20 år, 175-180 cm høj, iført sort hættetrøje og sort kasket og tildækket ansigt. Udbytte: Mindre kontantbeløb.
Politiet søgte efter gerningsmanden bl.a. med hunde uden resultat.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der enten har hørt eller set noget i relation til røveriet. Ring på 114.

Spirituskørsel – Vindeboder, Roskilde
2015-11-11 – Kl. 06.41 anholdt og sigtede politiet en 49-årig mand fra Holstebro for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Uorden ved diskotek – Støden, Roskilde
2015-11-09 – Kl. 01.07 måtte politiet anholde og sigte en 18-årig, spirituspåvirket mand fra Ringsted for overtrædelse af restaurations loven. Han havde kort forinden slået ud efter en dørmand i forbindelse med en bortvisning fra et diskotek. Den 18-årige blev kørt til politistationen i Roskilde, hvor han blev hentet af sin far. Senere vil han modtage en bøde for sin optræden i nattelivet.

Indbrud i perioden
Bekkasinvej, Himmelev, Roskilde
Boserupvej, Roskilde
Gartnervang, Roskilde
Holbækvej, Roskilde
Jønksvej, Herringløse, Roskilde
Nygade, Roskilde
Sønderlundsvej, Roskilde