Hvert år er DGI Midt- og Vestsjællands sommerstævner en oplevelse for store og små, med taktfulde klapsalver og forventningsfulde gymnaster, som sætter en helt unik stemning. Lørdag den 3. juni danner Vigen Strandpark og den flotte udsigt til Roskilde Fjord rammen, når 2.000 gymnaster indtager ’Gymnastik ved Fjorden’.

Sommeren står på spring. Og sammen med de lyse dage følger også de traditionsrige sommerstævner i det fri. Her mødes gymnaster fra lokale foreningshold og landsdelshold for at vise, hvad de har arbejdet med over sæsonen. Det ene hold afløser det andet, og overrasker med nye rytmiske udtryk og umulige springkombinationer.

”Sommeropvisningerne er et af vores store højdepunkter, som vi hvert år ser meget frem til. Det er her, at gymnasterne kan vise det frem, som de har arbejdet hårdt på – og haft det sjovt med – hele sæsonen. Det er både et skønt punktum på sæsonen og en festlig start på sommeren, der hylder alt det, foreningslivets aktive fællesskaber kan,” siger Merete Diana Hansen, der er formand for DGI Midt- og Vestsjælland Gymnastik.

Gymnastikken har plads til alle

’Gymnastik ved Fjorden’ byder på en bred og alsidig vifte af gymnastikkens mange facetter. Her er både plads til de allermindste, de unge samt de rutinerede motionsherrer og -damer. Alle bidrager til, at opvisningerne og gymnastikken giver plads til alle aldre og niveauer:

”For alle hold er det at give opvisning noget helt særligt. Her mødes gymnasterne på tværs af alder og niveau, men suset i maven er fælles for dem alle, når de indtager opvisningspladsen,” siger Merete Diana Hansen.

Hyldest til de frivillige
Det kræver et køligt overblik at holde styr på ikke mindre end 2.000 gymnaster og mindst lige så mange tilskuere. Det er frivillige fra DGI Midt- og Vestsjælland Stævnekompetencegruppe Øst, der løser opgaven før, under og efter opvisningen i Roskilde. I spidsen for kompetencegruppen står Henrik Agerlin, som brænder for at skabe nogle gode oplevelser for gymnasterne:

”Vi er en gruppe af frivillige, som brænder for at skabe nogle gode oplevelser for gymnaster i alle aldre og på forskellige niveauer. Det giver en fantastisk følelse at opleve de flotte opvisninger, mærke fællesskabets glæde og se gymnaster, frivillige, instruktører og tilskuere smile. Det er lige netop det, der holder os i gang, år efter år,” fortæller Henrik og fortsætter:

”Der er fart på i løbet af sådan en dag fuld af opvisninger, men det er gejsten og de glade ansigter, der motiverer os.”

Juni måned fuld af gode gymnastikoplevelser

Det er ikke kun i Roskilde, der er tradition for denne slags sommerstævner i det fri. Udover opvisningen ved Vigen Strandpark d. 3. juni, afholder DGI Midt- og Vestsjælland også sommerstævner følgende dage og steder:

Søskovstævnet i Sorø d. 11. juni

Gymnastik under åben himmel i Holbæk d. 18. juni

Gymnastikfestival i Sommerland Sjælland d. 24. juni

Tid og sted
’Gymnastik ved Fjorden’ finder sted lørdag den 3. juni 2023 kl. 9.30 – 18.30 ved Vigen Strandpark, Baunehøjvej 7, 4000 Roskilde. Det er gratis. Se det fulde program på: https://www.dgi.dk/gymnastik/arrangementer/202317554040

Pressefoto DGI Midt- og Vestsjælland