Autens er ikke en byggevirksomhed, men alligevel har Autens medvirket i skolebyggerier for 3-4 mia. over de seneste år. Baggrunden er en dyb viden om moderne skoletænkning, brugerprocesser og indretning af rum, der skaber læring. Og det er faktisk også blevet en eksportvare for iværksætter Lene Jensby Lange.

Foto: Autens

– Vi vil løfte børnene og hjælpe dem med at blive entreprenører i deres eget liv. Det handler grundlæggende om anden tænkning og om innovation. Det gør vi ved at skabe vidensmiljøer og læringsmiljøer, der skal understøtte børns mange måder at lære og udvikle sig på. Det skal være sjovt, lærerigt og fedt at gå i skole, fortæller Lene Jensby Lange fra virksomheden Autens.

Autens holder til på Vækstfabrikken i Roskilde. Lene har en baggrund fra CBS i strategi, organisation og ledelse og har arbejdet med innovativ skoleudvikling, procesfacilitering, skolebyggerier og læringsrum siden 2002.

Virksomhedsidéen til Autens opstod for 12 år siden efter en projektansættelse sluttede, hvor Lene arbejdede med at bygge skoler til fremtiden. Hun syntes, at arbejdet var så vigtigt, at hun ville tage det ud i hele landet.

– Tanken var efter min projektansættelse sluttede, at jeg havde lyst til at tage det ud i resten af landet, fordi man kunne bruge den viden, vi havde bygget op i projektet, rigtig mange steder. Og det er lykkedes i sådan en grad, at vi i dag har legekammerater i hele verden og et netværk af dygtige mennesker, der har samme fokus.” fortæller Lene Jensby Lange.

Grundlæggende handler arbejdet i Autens om at nytænke, hvad skole kan være, inspirere til handling og skabe skoler, der gør det engagerende, spændende og meningsfuldt for hvert barn at gå i skole – i tæt samarbejde med lærere, pædagoger og elever.

Autens er for længst blevet lagt mærke til internationalt. Senest i oktober, hvor Autens’ legende procesmetode Learning Space Design Lab blev udvalgt af finske HundRED til en af de 100 mest inspirerende innovationer indenfor uddannelsesområdet på verdensplan.