Bestyrelsen for Professionshøjskolen Absalon har vedtaget at udbygge Campus Roskilde med 1.500 kvadratmeter for at gøre plads til nuværende studerende og medarbejdere.

Siden 2013 er antallet af studerende på Absalon, Campus Roskilde vokset fra lidt over 3.100 studerende til i dag omkring 4.000. Det giver udfordringer med at få plads til de daglige aktiviteter for både de studerende og de 250 ansatte. Derfor har bestyrelsen i længere tid arbejdet med forskellige løsningsmodeller, der skal skabe bedre rammer for brugerne af bygningen, der også er presset af et voksende behov for plads til efteruddannelse, konferencer og andre aktiviteter. Konkret lægges der op til at udbygge med 1.500 kvadratmeter, som vil styrke de fysiske rammer for både studerende og medarbejdere.

Foto: Absalon

Bedre studie- og arbejdsmiljø
Bestyrelsesformand i Professionshøjskolen Absalon Hans Stige glæder sig over, at beslutningen nu er truffet.
”Med det nye byggeri får vi gjort op med trængslen. De studerende vil få bedre forhold og samlet opnår vi et endnu bedre studiemiljø”, siger Hans Stige, der er overbevist om, at ombygningen kommer til at mærkes på trivslen for både studerende og medarbejdere.

”Campus Roskilde er en dynamo for velfærdsudviklingen og velfærdsuddannelserne i Region Sjælland, så det er helt afgørende, at vi løbende tilpasser de fysiske rammer. Med beslutningen får vi mulighed for at realisere nogle af de ønsker, som uddannelserne og de studerende har givet udtryk for, siger bestyrelsesformanden.

Med nybyggeriet vil der også blive plads til, at flere undervisere får en fast arbejdsplads og dermed bedre mulighed for at løse deres arbejdsopgaver på campus. Dette er – sammen med det forbedrede studiemiljø – en afgørende forudsætning for Absalons strategiske mål om levende campusmiljøer.

Bygning er forberedt

Rent praktisk er det relativt enkelt at udbygge Campus Roskilde, idet det oprindeligt var planlagt med fire blokke og ikke kun de nuværende to blokke. Udvidelsen betyder, at den nu besluttede tredje blok kan bygges inden for de eksisterende lokalplaner for området.

Med bestyrelsens beslutning, vil de studerende og ansatte blive inddraget i den videre proces, der skal opsamle ønsker til nybyggeriet og ombygningen. Herefter kan byggeproces med udbud og licitation påbegyndes.

Om Professionshøjskolen Absalon
Professionshøjskolen Absalon er professionshøjskolen i Region Sjælland og udbyder 11 mellemlange videregående uddannelser. Professionshøjskolen har 10.000 studerende og 600 medarbejdere fordelt på 6 lokationer. Professionshøjskolen har en omfattende efter- og videreuddannelse, kursus- og formidlingsaktivitet med flere tusinde studerende og deltagere på årsplan. Center for Undervisningsmidler Sjælland er en del af professionshøjskolen, som servicerer skoler m.v. i hele Region Sjælland. Yderligere info www.pha.dk