Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Okt 20, 2017 til Okt 31, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkeligt forhold – Gadstrup, Roskilde.
Kl. 2110 bemærkede en 30-årig kvinde fra Viby, at der kørte en bil rundt i kvarteret ved Ramsøbakken. Der var en trailer på bilen. Politiet kørte til stedet, og her fik man kontakt med en mand, der kørte i bilen med traileren. Det viste sig, at han var i færd med at hente nogle møbler på helt legal vis.

Fin iagttagelse af anmelderen. Politiet kører hellere en gang for meget end en gang for lidt til sådanne opgaver.

Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde – sag fra Gadstrup.
Kl. 0900 blev en 32-årig mand fra Tjekkiet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han sigtes for flere forhold vedr. tyveri fra ejendomme, hvor han typisk er kommet ind via ulåste døre. Den pgl. blev fængslet til den 091117

Anholdelse – Gadstrup, Roskilde.
Kl. 0930 anholdt politiet en 32-årig mand fra Tjekkiet, der var taget på fersk gerning under tyveri fra en villa på Vestervej. Pgl. sigtes for forsøg på tyveri. Han blev fundet i besiddelse af en børnemedalje og et halssmykke, som politiet udsendte en efterlysning af ejere til i går.

Den 32-årige fremstilles i grundlovsforhør torsdag, hvor han vil blive begære varetægtsfængslet. Udover sagen fra Gadstrup er der flere verserende lignende sager fra Københavnsområdet, der også kommer frem under retsmødet i dag.

Mistænkeligt forhold – Gadstrup, Roskilde.
Kl. 2026 fik politiet anmeldelse om følgende: Onsdag kl. 0900 stod en mand pludselig i et hus på Hovedgaden. Pgl. var udlænding og spurgte efter et hotel på gebrokkent dansk. Manden gik igen, da han var opdaget på stedet. Det undersøges nu, om det er samme mand, som politiet i Gadstrup en halv time senere.

Brand – Jyllinge, Roskilde.
Kl. 1928 blev anmeldt om brand på plejehjem på Kirkebjergvej, hvor det formentlig var en defekt stikkontakt, der var skyld i røgudvikling. Fire personer blev kørt til sygehus til kontrol for røgforgiftning. Branden var meget hurtig under kontrol.

Anholdelse- sag fra Jyllinge, Roskilde.
Kl. 0247 fik politiet anmeldelse om, at der var indbrud på Saturnvej, hvor der blev stjålet crossmaskiner. Anmelderen fulgte efter gerningsmændene, og politiet anholdt kl. 0250 en gerningsmand på Frederiksborgvej, der var i besiddelse af en stjålet motocrossmotorcykel. En anden gerningsmand forsvandt fra stedet på en stjålet motorcykel.

Stor ros til anmelderen, der førte politiet på sporet af gerningsmanden.

Den anholdte, en 18-årig mand fra Kastrup, er fortsat i politiets varetægt, og han vil nærmere afhørt i løbet af formiddagen.

Tyveri fra domkirke – Roskilde.
Kl. 1022 blev anmeldt om et tyveri, der skete søndag kl. 2149, hvor en alarm gik i gang. Fra domkirkens konventhus er stjålet tre kobberlamper mrk. Louis Poulsen, der alle er mærket “Roskilde Domkirke”.

Politiet hører gerne fra personer, der har hørt eller set noget til tyveriet, eller som efterfølgende er blevet tilbudt at købe lamperne. Ring på 114.

Færdselsuheld – Gerdrup, Roskilde.
Kl. 2235 kørte en 19-årig mand fra Vallensbæk ad Frederiksborgvej, hvor han under overhaling mistede herredømmet over bilen og kørte ind i et vejskilt, hvorefter bilen kørte i grøften og rullede rundt flere gange. Det viste sig, at den 19-årige var påvirket af spiritus eller narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve. Han kom ikke til skade ved uheldet.

Carsten Andersen
kommunikationsansvarlig

Stormen og forhøjet vandstand – Roskilde og den vestlige del af politikredsen.
Lørdag og søndag havde myndighederne travlt i forbindelse med stormen Ingolf og det efterfølgende problem med forhøjet vandstand. Det var igen Jyllinge og Roskilde havn, der havde store problemer i Roskilde Fjord, og i Holbæk var der problemer med forhøjet vandstand på havnen.

Myndighederne ydede en stor indsats i fællesskab, og udover det professionelle mandskab fra de forskellige myndigheder, blev der ydet en meget stor frivillig indsats af hjemmeværnet, det frivillige brandberedskab og almindelige borgere, der hjalp til på forskellige vis.

Status mandag morgen er, at vandet er begyndt at trække sig tilbage, og der er således ikke længere fare for oversvømmelse. I dag starter så oprydningen efter de mange tiltag, der blev gjort for at holde vandet ude.

Politiet har stor ros til de mange frivillige og øvrige myndigheder for et godt samarbejde under stormen og højvandet.

————

Forsøg på bedrageri – Roskilde
Kl. 1339 fik politiet anmeldelse fra en 85-årig kvinde fra Roskilde, der på et tidspunkt mellem torsdag og fredag var udsat for, at en mand ringede og udgav sig for at være barnebarn til forurettede. Han ville låne 60000 kr. til en bil. Kvinden ringede til banken, da “barnebarnet” ikke ville mødes med forurettede i banken. Derfor blev aftalen ikke til noget. Forurettede fandt senere ud af, at det ikke var barnebarnet, hun havde talt med.

Der har været adskillige af samme type sager i den seneste tid, og vi opfordrer til, at man taler med sine ældre familiemedlemmer om bedragerisagerne, så de ikke bliver taget ved næsen, hvis der ringer en mand under ovennævnte omstændigheder.

Forsøg på røveri – Viby, Roskilde.
Kl. 2129 forsøgte to gerningsmænd at begå røveri mod Rema 1000, Tofthøjvej, hvor de to bevæbnet med en pistol og en kniv forsøgte at røve Rema 1000, idet de tog fat i personalet, da de kom ud fra forretningen. Personalet kunne ikke komme ind i forretningen, efter lukningen, og derfor måtte de to gerningsmænd opgive deres ærinde. De flygtede fra stedet.

Politiet fandt ikke frem til de to, der blev søgt med politihunde i området.

Gerningsmændene beskrives som: Mænd/drenge, 16-17 år, 170 cm. høje, iført mørk hættetrøje, sorte bukser, sort halstørklæde, medbragte muligvis en cykel.

Politiet vil meget gerne høre fra personer, der har ud fra signalementet eller på anden måde har kendskab til røveriet. Ring på 114.

Anholdelse – Roskilde.
Kl. 1328 anholdt politiet en 32-årig mand fra Rumænien, der blev anholdt i forbindelse med tyveri af seks fl. whisky m.v. Pgl. sidder fortsat anholdt, idet politiets udlændingeafdeling vil undersøge, om den pgl. skal udvises af Danmark. Han sidder derfor fortsat anholdt efter udlændingeloven, hvor man kan være anholdt 3×24 timer uden fremstilling for en dommer.

Bedrageri – Roskilde.
Kl. 1610 fik politiet anmeldelse om et bedrageri, der fandt sted fredag kl. 2000 i Æblehaven, hvor en mand kontaktede en 75-årig kvinde og udgav sig for at være hendes barnebarn. Han ville gerne låne 75000 kr. til en bil. En “kammerat” til barnebarnet ville hente pengene. “Kammeraten” beskrives som:

A: Mand, intet om alder, ca. 160 cm høj, lys i huden, sort hår. Muligvis iført mørkt tøj/overtøj. Talte dansk uden accent.

Senere fandt forurettede ud af, at det ikke var barnebarnet, der havde ringet, og han havde ikke fået nogen penge af en kammerat.

Der har været adskillige tilfælde af lignende sager i de seneste dage. Politiet skal igen gøre opmærksom på, at man ikke skal udlevere penge til fremmede uanset hvilket undskyldning der er, for at et barnebarn eller andre ikke selv kan hente pengene.

Vi opfordrer igen yngre familiemedlemmer til at kontakte deres ældre i familien og gøre opmærk
som på, at der laves bedragerier som beskrevet her, og at man ikke skal udlevere penge under lignende omstændigheder.

Røveri mod forretning – Roskilde.
Kl. 2001 blev anmeldt om røveri, der fandt sted kl. 1950, hvor en gerningsmand kom ind hos Købmanden, Kongebakken, hvor gerningsmanden truede personalet med en pistol og slap af sted med et mindre kontantbeløb og en flaske Jack Daniels.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, ca. 25-30 år, mellemøstlig af udseende, ca. 175-180 cm høj, tæt bygget, enten kraftig eller muskuløs, han havde mørke øjne og talte dansk, iklædt mørk trøje, mørke bukser. Han havde et kongeblåt tørklæde op foran næse og mund.

Politiet søgte med hunde omkring gerningsstedet, men fandt desværre ikke frem til gerningsmanden. Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har en ide om, hvem gerningsmanden kan være. Ring til os på 114.

Indbrud i sognegård – Himmelev, Roskilde.
Kl. 0814 blev anmeldt om indbrud. der skete kl. 2350 onsdag i Himmelev Sognegård, Fynsvej, hvor der var stjålet 26 stk. Nanna Ditzel stole. En dør brudt op til stedet.

Tyveri af pung – Roskilde.
Kl. 1137 fik politiet anmeldelse om et tyveri, der fandt sted kl. 1010 på Roskilde Sygehus, hvor en 65-årig kvinde fra Haslev kørte i elevator ved blodbanken. I elevatoren var to mellemøstlig udseende kvinder på 30-35 år. Det antages, at de to har stjålet pungen og dernæst hævet 10000 kr. fra en automat i Roskilde midtby.

Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde – sag fra Køge.
En 42-årig mand fra Køge blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold og trusler mod en 40-årig kvinde fra Køge, hvilket skete natten til torsdag på kvindens adresse.

Pgl. fik anholdelsen opretholdt 3×24 timer, for at give politiet yderligere tid til at efterforske sagen. Den 42-årige bliver fredag fremstillet i retten igen, idet politiet har nye oplysninger til sagen. Den 42-årige vil blive begæret fængslet ved grundlovsforhøret fredag.

To varetægtsfængslede for brandstiftelse – Roskilde.
Kl. 1630 torsdag blev en 20-årig mand fra København fængslet til den 161117. Pgl. sigtes for brandstiftelse på Eriksvej den 280517, hvor der blev sat ild i en lejlighed ved brug af brandbare væsker.

En 17-årig pige blev onsdag fremstillet i retten i samme sag. Hun blev også fængslet til den 161117.

Politiet har brugt meget tid på at efterforske sagen, hvor de to sigtede er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 180.

Spirituskørsel – Roskilde.
Kl. 0037 anholdt politiet en 24-årig mand fra Roskilde, der kørte i bil på Holbækvej. Han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Blufærdighedskrænkelse – Roskilde.
Mandag var en 24-årig kvinde fra Roskilde udsat for blufærdighedskrænkelse på Københavnsvej, hvor hun mandag kl. 1645så en mand stå midt på en parkeringsplads med sit lem i hånden. Bukserne havde manden trukket ned, og han stod og stirrede på hende.

Manden beskrives som mand, 38-50 år, 180 cm høj, alm. af bygning, sort mellemlangt hår, lyseblå dunjakke.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der har hørt eller set noget til manden, eller som i øvrigt har en ide om, hvem han er. Ring på 114.

Røveri mod forretning – Roskilde.
Kl. 1954 blev anmeldt om røveri mod Spar, Holbækvej, Roskilde, hvor en ekspedient blev truet med en kniv til at udlevere kontanter.

Gerningsmanden beskrives som mand, 20-25 år, almindelig af bygning, 180-185 cm høj, iført sort hættetrøje, grå joggingtrøje og grå joggingbukser. Uden på bukserne iført ført knælange shorts, sorte løbesko med gule og grønne stafferinger. Truede med en køkkenkniv.

Politiet søgte efter gerningsmanden, men han blev ikke fundet i første omgang. Vi vil meget gerne høre fra vidner, der enten har hørt eller set noget, eller som ud fra signalementet kan komme med oplysninger om sagen. Ring på 114.

Arbejdsulykke – Svogerslev, Roskilde.
Lørdag væltede et stillads på Lynghøjen, hvor syv mænd var i gang med at arbejde med et stillads. Ulykken førte til, at to personer blev kørt til sygehus, hvor den ene, en 24-årig mand fra Stege,fik ødelagt en finger og muligt brud på rygsøjlen. Den anden, en 32-årig mand fra Lyngby, havde flere brud i ansigtet.

Arbejdstilsynet blev tilkaldt, og sagen undersøges nu nærmere.

Anholdelse – Roskilde.
Kl. 1658 anholdt politiet en 34-årig mand fra Birkerød, der sad i et tog på Roskilde station, hvor det i første omgang hed sig, at han havde en pistol. Politiet fik fat i manden, der blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv og en legetøjspistol. Pgl. blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Han var påvirket af medicin eller narko og blev efterfølgende placeret i arresthus. Pgl. er udlænding, og det skal nu vurderes, om han er lovligt i landet.

Røveri mod forretning – Svogerslev, Roskilde.
Kl. 1840 kom en mand ind i Meny på Svogerslev Hovedgade, hvor han truede med en stor dolk til at personalet skulle udlevere kontanter.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, dansk, 35 år, 170 cm høj, spinkel af bygning,kronraget/skaldet, iført grå halsedisse, grå hættetrøje og grønne bukser. Truede med en stor dolk.

Politiet søgte efter gerningsmanden, men han blev ikke fundet i første omgang. Politiet er meget interesserede i at høre fra vidner, der har hørt eller set noget til røveriet. Ring på 114.

Spirituskørsel – Roskilde.
Et vidne kontaktede politiet i forbindelse med, at vidnet så en bil, der kørte meget usikkert og bl.a. i modsatte bane på Frederiksborgvej. Vidnet guidede politiet frem til stedet, og kl. 2017 anholdt politiet en 58-årig mand fra Jægerspris, der var påvirket af spiritus. Han fik udtaget en blodprøve, før han igen blev løsladt.

Forebyggende arbejde – Viby, Roskilde.
En af politiets forebyggende medarbejder slog en lille stand op på Torvet ved Meny på Toftehøjvej torsdag mellem kl. 1500 og kl. 1800.

Vores kollega fik besøg af rigtig mange borgere, der fik en snak om nabohjælp og andre emner. Hun fik også besøg af mange af byens unge, der fik sig en sludder med politiet. Alt i alt en god eftermiddag, hvor der blev udleveret materiale af forskellig art til mere end 100 borgere.

Politiet fortsætter med lignende arrangementer på forskellig vis rundt omkring i politikredsen.

Indbrud i perioden
Bromarken, Jyllinge
Store Hedevej, Roskilde
Bøgevej, Roskilde
Dommervænget, Roskilde
Valhalvej, Roskilde
Stenleddet, Svogerslev, Roskilde
Hedeboparken, Roskilde
Abildgårdsvej, Tjæreby, Roskilde
Køgevej, Roskilde
Svendborgvej, Roskilde
Tofthøjvej, Viby Sj.
Molevej, Ågerup, Kalundborg