Trekronerskolen, Roskilde Kommunes nyeste folkeskole, er nu udbygget til fire spor, og det blev fejret med en indvielse torsdag den 17. august.

Borgmester Joy Mogensen holdt den indledende tale. – Ved I hvad demokrati er, spurgte hun børnene. Det var der flere børn, der havde et bud på, hvorefter borgmesteren forklarede børnene, hvorfor de i virkeligheden skal takke deres forældre for udbygningen. Skoleleder Jon Lissner glædede sig i sin tale ud over de flotte nye bygninger og lokaler blandt andet over, at der nu endelig er garderobeplads til børnene!

Udbygningen er lige knapt færdig, men entreprenøren kunne fortælle, at den allersidste sten faktisk blev lagt netop på dagen for indvielsen.

Trekronerskolen har med ombygningen fået flere klasselokaler, så der nu er lokaler til en firesporet skole. Caféområdet ved tumlesalen er udvidet til glæde for både skole og SFO, og der er etableret nye garderober i indskoling, så bygningerne kan anvendes mere hensigtsmæssigt.

Se billederne fra dagen her.