Den 5. marts slår ZBC KompetenceCenter Roskilde dørene op til det 4. digitale læringscenter på Sjælland, der skal gøre det nemmere for arbejdsstyrken at tage efteruddannelse.
Der er et stort behov for moderne læring og fleksibel efteruddannelse til den danske arbejdsstyrke. Det mener Jan Bagge, vicedirektør på ZBC, der står bag åbningen af endnu et efteruddannelsestilbud i Region Sjælland:
”Vi oplever, at en del af arbejdsstyrken på Sjælland ikke gennemfører kurser og efteruddannelse, fordi det ikke er muligt på de tidspunkter, der passer virksomheden eller kursisten. Det imødekommer vi med det digitale læringscenter, hvor hele idéen bag er en form for ’just in time’, hvor uddannelsen er tilgængelig hvor og når det passer ind.”, fortæller Jan Bagge.
Han tilføjer, at en del af ZBC´s strategi er, at udbyde fleksible efteruddannelsestilbud i alle de 8 byer, hvor ZBC er repræsenteret.
”ZBC’s fornemmeste opgave må og skal være, at dække arbejdsmarkedets behov. Vi udbyder på nuværende tidspunkt mere end 100 forskellige uddannelser i vores digitale læringscentre, hvor kursisten kan gennemføre kurset i sit eget tempo med sparring fra ZBC´s eksperter rundt på hele Sjælland. Og vi arbejder på at gøre udbuddet af kurser endnu større”, fastslår vicedirektøren.
ZBC har pt. digitale læringscentre i Vordingborg, Næstved og Slagelse – og nu er det altså Roskildes tur.
Kom ind fra gade og tag uddannelse
Der er fuld gang i at gøre klar til de nye kursister, der fra 5. marts kan møde ind på ZBC i Roskilde, og selv sammensætte deres uddannelsesforløb som det passer dem:
”I ZBCs digitale læringscenter arbejder kursisterne med digitalt, selvinstruerende undervisningsmateriale i deres tempo, og på det niveau, de ønsker – Hvis man bedst kan afse tid til kursus mandage og torsdage, er det det, vi aftaler. Eller måske det er bedst i en bestemt uge? Det kan også være, at kursisten har svært ved at afse hele dage til kursusaktivitet, så er det muligt at opdele kursusaktiviteten i halve dage”, siger Sebastian Simonsen, der er uddannelsesleder i ZBC KompetenceCenter.