Partnerkredsen bag et UCI World Tour cykelløb i København og på Sjælland har sikret, at Danmark får et årligt cykelløb i verdensklasse. Den internationale cykelunion UCI har givet Danmarks Cykle Union løbslicens i foreløbigt tre år frem.
UCI World Tour cykelløbet omfatter både et cykelløb for kvinder og for mænd. Her vil verdens bedste cykelryttere stille til start ved hele to professionelle løb, der med start i Roskilde indtager de sjællandske landeveje med drilsk, dansk sidevind, smukke kyststrækninger og historiske seværdigheder. Løbene slutter med en spektakulær finale, når feltet kører en udfordrende rundstrækning igennem de københavnske gader.
– Vi oplevede en enorm begejstring og cykelglæde i forbindelse med Tour de France. Med World Tour fortsætter vi en stærk tradition for cykelløb med start fra Roskilde. Det bliver en fest for alle, siger borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam.
Borgere, erhvervsliv og foreningsliv bliver inviteret med ombord, så vi sammen skaber en kæmpe cykelfest, der byder på folkecykelløb på ruten og et hav af cykelaktiviteter og sideevents, der fejrer Danmark som verdens bedste cykelland. Et politisk topmøde skal sætte ambitiøse mål for hverdagscyklismen i fremtiden.
Partnerkredsen lancerer i dag landingpage for cykeleventen på www.wtcph.com, hvor det er muligt at skrive sig op til modtagelse af nyheder fremadrettet.
FAKTA OM WORLD TOUR COPENHAGEN
Den nationale partnerkreds vil nu arbejde videre med følgende koncept for cykeleventen:
- Et tilbagevendende UCI World Tour cykelløb for kvinde- og herreryttere.
- Et politisk topmøde, der sætter nye, ambitiøse mål for at fremme hverdagscyklismen som grøn og sund livsstil.
- Et folkemotionscykelløb, hvor alle kan være med og opleve ruten.
- En folkefest, hvor alle inviteres med, og hvor frivillige foreninger, erhvervsliv og organisationer inddrages og sammen skaber en cykelfest, der involverer alle cykelelskende danskere.
FAKTA GENERELT
- Parterne bag den nationale World Tour arbejdsgruppe er Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Danmarks Cykle Union (DCU), Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og staten ved Kulturministeriet og Erhvervsministeriet.
- Et officielt UCI World Tour cykelløb er den bedste internationale serie af landevejsløb, og det betyder i praksis, at World Tour Teams skal stille til start med deres bedste ryttere for at køre om de eftertragtede UCI ranglistepoint.
- Roskilde er bl.a. kendt for Stjerneløbet, som er Danmarks ældste landevejscykelløb, der blev kørt første gang i 1895. Roskilde Kommune kom igen på cykel-verdenskortet som startby på 2. etape i Tour de France sidste år, hvor etapen blev skudt i gang i Roskilde med Nyborg som målby.