PRO-metoden placerer borgeren i førersædet og giver sundhedspersonalet indsigt i borgerens egne oplevelser af helbred og symptomer. Målet er bedre behandling og i Roskilde Kommune færre indlæggelser blandt borgere i hjemmeplejen.

Foto: Roskilde Kommune.

Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde.

I Roskilde Kommune skal PRO-metoden bruges til hurtigere at opspore sygdomstegn blandt borgere i hjemmeplejen og bidrage til at forebygge indlæggelser.

PRO står for ’patientrapporterede oplysninger’, som patienten selv kommer med via et digitalt spørgeskema.

Spørgsmålene handler om ens mentale og fysiske helbred, om konkrete symptomer, om livskvalitet i forbindelse med ens helbred og om, hvordan man generelt oplever at fungere i det daglige:

“Jeg ser PRO som et værktøj, der skal gøre det enkelt for borgeren at komme på banen med sin egen historie. Borgeren kan kommunikere direkte til de aktører, der tager del i behandlingen, hvad enten det er lægen, sygeplejersken eller andre sundhedsmedarbejdere.

Det er en modernisering af sundhedsvæsnet, som i højere grad tager udgangspunkt i patientens egne oplevelser, så vi også tilpasser behandlingen efter det,” forklarer formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Morten Gjerskov.

Roskilde Kommune er udvalgt 
I hjemmeplejen arbejder Roskilde Kommune i forvejen systematisk med tidlig opsporing af sygdomstegn på baggrund af medarbejdernes observationer. Måske er det derfor, kommunen er blevet udpeget til at være med i en videreudvikling af den tidlige opsporing, som baserer sig på borgernes oplevelser gennem PRO.

I Roskilde Kommunes projekt skal der udvikles og afprøves en app til indsamling af borgerens oplysninger.

Svarene skal bruges af borgeren og den sundhedsfaglige medarbejder, når de mødes omkring borgerens forløb, fx en læge, en sygeplejerske eller en fysioterapeut, men informationerne skal også bruges internt blandt sundhedspersonalet. Informationen skal kunne flyde relativt nemt, og patienten skal kunne følge med i det hele.

Projektet sættes i gang her i marts og forventes af at slutte i december 2019.

FAKTA:

  • PRO-data er en del af indsatsområdet ’Borgeren som aktiv partner’ i den nationale strategi for digital sundhed i Sundhedsdatastyrelsen. Her er det meningen, at borgeren skal inddrages bedre i sin behandling, fx gennem patientrapporterede oplysninger (PRO-data), som giver mulighed for at inddrage patientens egen viden systematisk.
  • Roskilde Kommune er blevet tildelt 500.000 kr. i 2018 og i 2019 af Sundhedsdatastyrelsen til at gennemføre et projekt om en PRO løsning til tidlig opsporing af sygdomstegn blandt borgere i hjemmeplejen.