Iværksættere og mindre virksomheder kan nu se frem til et ambitiøst SMV- og iværksætterprogram, som skal gøre deres forretning mere grøn og digital.
Regeringen og et flertal af Folketingets partier har afsat 800 mio. kr. til små og mellemstore virksomheder og iværksættere. Midlerne skal være et rygstød til erhvervslivet, så virksomhederne på trods af coronakrisen kan ruste deres forretning med nye teknologier, udstyr eller kompetenceudvikling. 200 millioner kroner skal gå til iværksættere.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Vores virksomheder bekræfter igen og igen, at de kan omstille sig under corona. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu giver iværksætterne og de mindre virksomheder en solid saltvandsindsprøjtning, så de kan styrke deres forretning og gøre den endnu mere grøn og innovativ. Corona og dens indgriben i hverdagen er hård kost for vores virksomheder, men den ruster os samtidig til en ny virkelighed, og her er den her indsats et vigtigt rygstød til erhvervslivet.”
Målrettet støtte til små og mellemstore virksomheder
600 mio. kr. går til et virksomhedsprogram målrettet små og mellemstore virksomheder, hvor der blandt andet kan gives tilskud til grøn og digital omstilling, kickstart af eksport og støtte til de erhverv, som har været særligt hårdt ramt af coronanedlukningen. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse står for den konkrete udmøntning af de 800 mio. kr., og bestyrelsesformand Jakob Riis er glad for, at rammerne nu er på plads:
”Vi står nu klar til at få hjælpen ud til virksomhederne hurtigst muligt, så de kan komme tilbage på sporet efter krisen. Virksomhedsprogrammet bliver enkelt, fleksibelt og behovsdrevet, og virksomhederne får nye og udvidede muligheder for at søge tilskud til det de har brug for, for at styrke forretningen. ”
Boost til danske iværksættere
Også de danske iværksættere har kunne mærke krisen, og mange har haft svært ved at komme ordentligt i gang med at udvikle deres forretning. Derfor afsættes 200 mio. kr. til, at iværksættere inden for danske styrkepositioner såsom grøn omstilling og life science kan sætte turbo på udviklingen, og til at spirende iværksættere kan få værktøjerne til at gøre en god idé til en god forretning. Der gennemføres desuden en særlig indsats for iværksættere inden for den hårdt prøvede turismeindustri.
Søg støtte på virksomhedsguiden.dk eller gå til det lokale erhvervshus
Virksomheder som er interesseret i at få del i puljen, kan få vejledning gennem deres lokale erhvervshus, og det forventes at de kan sende ansøgninger afsted via virksomhedsguiden.dk til sommer.
Midlerne kommer fra et genopretningsprogram fra EU – det såkaldte REACT-EU-program – som skal afhjælpe konsekvenserne af COVID-19 og understøtte en grøn og digital genstart. Her har regeringen sammen med RV, SF, EL og ALT besluttet, at 800 millioner kroner skal gå til iværksætter og små og mellemstore virksomheder.